Løb for en god sag
23. May 2008 20:42, Benny-Engelbrecht
Den 31. maj starter en ambitiøs stafet - Danmark Løber - der vil bevæge sig gennem hele landet med det formål at indsamle penge til Dansk Røde Kors. Landet over har en række politikere valgt at støtte op om projektet, herunder jeg selv. Flere ruter er ved at være fyldt godt op, men der er stadig plads til mange flere. Selv løber jeg med når stafetten når til Sønderjylland – faktisk på samme rute som jeg løb sidste år.
Blandt de øvrige deltagere er blandt andet min gode partifælle Lennart der er valgt på Lolland og som ligesom jeg er med i den morgenløbeklub vi er gået sammen om at stifte på Christiansborg. Af andre der har meldt sig på (efter moderat pres fra mig) er også sundhedsministeren og lærerforeningens formand Anders Bondo Christensen. Der er med andre ord en god sandsynlighed for, at hvis man møder mig og kommer til at sige at man løber, så er der en stor sandsynlighed for at jeg forsøger at overtale dig til at være med i Danmark Løber.
Jeg er ked af det prestigetab Dansk Røde Kors har lidt, efter pensionssagen sidste år. Det var synd – ikke mindst fordi det jo ikke var Røde Kors der gjorde noget galt. Der skal sikkert mange events til før de tabte er genvundet, men netop derfor føler jeg også en ekstra forpligtelse til at understrege det store arbejde Røde Kors gør.

Jeg vil gerne opfordre dig til at deltage i stafetten Danmark Løber – det koster 250 kroner som går direkte til Røde Kors. Indsamlingen nærmer sig her til aften 200.000 kroner og man har passeret 650 løbere. Der er som sagt plads til flere – og husk at hvis du bare har lyst til at komme og heppe på, nå vi kommer løbende forbi, så er du meget velkommen.
På billedet her i indlægget kan du se hvordan det så ud sidste år, da jeg løb med på ruten fra Aabenraa til Rødekro. Det er i øvrigt en utrolig dejlig tur, der går via en del af den rute, som anvendes til Aabenraa Bjergmarathon.
