Bekæmp centralismen
20. Oct 2006 08:40, Benny-Engelbrecht
Nu må det være tid til en debat om centralisering kontra kommunalt selvstyre. Se mere nedenfor.
Baggrund
Kommunernes selvstyre er under alvorligt pres. Ledende borgerlige politikere taler seriøst om at fratage kommunerne indflydelse og med de langt større enheder efter kommunalreformen der træder i kraft 1. januar bliver der længere mellem borgere og politikere end der er i forvejen.
Med kommunalreformen er specielt Indenrigsministeriets magt blevet kraftigt øget. Det er dybt betænkeligt at en enkelt minister får stadig mere magt - og det gælder uanset hvilket politisk parti vedkommende repræsenterer.
Dybest set handler den borgerlige regerings centraliseringer om en manglende tillid. Det er tydeligt at man ikke tror på at kommunerne kan gøre det godt nok. Omvendt synes det som om regeringen ikke er i stand til at overskue den økonomiske situation i kommunerne. Specielt i forbindelse med flytningen af opgaver fra amterne til kommunerne viser det sig landet over at beregningerne overhovedet ikke holder stik. I praksis følger der ganske enkelt ikke finansiering nok med til de udgifter kommunerne overtager.
Det kan virke noget besynderligt at regeringen er så fokuseret på centralisering, navnlig da det største regeringsparti Venstre har en liberal grundholdning.
I dagens udgave af dagbladet Information er der en dybdeborende artikel om centraliseringen i samfundet. Læs artiklen her...
Deltag i debatten
En af mine mærkesager er at sikre det kommunale selvstyre. Jeg vil derfor gerne lægge op til debat om dette emne i den kommende tid. Det er en debat jeg vil tage til kommende debatmøder, men også her på nettet.
Spørgsmålene er blandt andet:
- Hvordan sikrer vi det kommunale selvstyre?
- Kan selvstyret moderniseres?
- Er der tilstrækkeligt plads til borgerindflydelse?
Jeg stiller mig gerne til rådighed i debatten. Man kan finde informationer om kommende debatmøder på min hjemmeside og her kan man også kontakte mig hvis man vil invitere mig til et møde om emnet. Min hjemmeside har adressen: www.benny-engelbrecht.dk
