Generationsskifte hos socialdemokraterne i Schleswig-Holstein
24. Mar 2007 18:20, Benny-Engelbrecht
Efter 4 år som stærk formand for socialdemokraterne i Schleswig-Holstein trådte Claus Møller i dag tilbage fra den vigtige politiske post ved SPDs kongres i Neumünster. Claus Møller der er tidligere minister og stærk fortaler for indførslen af vedvarende energi i delstaten Schleswig-Holstein, modtog stående applaus fra den samlede kongres, da han havde holdt sin sidste tale.
Han mindedes naturligvis den svære tid i marts 2005, da den daværende ministerpræsident Heide Simonis akkurat ikke blev genvalgt. Den svære konstitueringsproces førte til en koalitionsregering med deltagelse af både SPD og CDU, men med CDUs Peter Harry Carstensen som ny ministerpræsident.
Valget af ny formand stod mellem Stephan Frey og Ralf Stegner. Der var fra starten ingen tvivl om udfaldet af det valg, da en samlet partibestyrelse, inklusive den afgående formand, stod bag Ralf Stegners kandidatur.
At der er tale om et generationsskifte hos SPD kan der ikke være tvivl om. Den afgående formand Claus Møller gjorde meget ud af nødvendigheden af et sådan generationsskifte i sin tale til kongressen. Det er nødvendigt med unge kræfter for at kunne vinde de kommende valgkampe, den første kommunalvalget i 2008.
I praksis valgt uden modkandidat
Ralf Stegner vandt reelt formandsposten uden modkandidat, idet hans modstander Stephan Frey end ikke var mødt frem til afstemningen for at præsentere sig selv. Forhistorien er at Frey først meldte sig på banen, derefter trak sig som kandidat og få uger før valget atter kom på banen.
Stegner er blevet kritiseret af sine modstandere for at være lidt stiv i det og hvis man umiddelbar ser på ham ser han da også både meget tysk og lidt konservativ ud, men er der noget man kan sige om Stregner er det at man ikke må skue hunden på hårene.
I sin 70 minutters opstillingstale holdt han hele forsamlingen i Neumünster tryllebundet med sine betragtninger om det tyske socialdemokratis situation i såvel Schleswig-Holstein, som i hele Tyskland. Specielt bemærkede jeg mig hvordan Stegner talte for den udfordring de tyske socialdemokrater har for at sikre arbejde til alle, blandt andet gennem en indsats i forhold til efteruddannelse. Den udfordring lyder i den grad som den vi danske socialdemokrater stod foran ved indgangen til 90'erne og om noget var det et spørgsmål om politisk vilje der knækkede kurverne dengang.
Stegner understregede også hvordan vores tyske partifæller er langt mere ambitiøse på energipolitikken end den nuværende danske regering, der trods sin kovending på miljøpolitikken, slet ikke er så grøn det der lægges op til i Tyskland. Ambitionen er at udfase enhver form for fosile brændstoffer og atomenergi, således at al energiproduktion hos vores sydlige nabo ved udgangen af det 21ende århundrede.
Der er kun ét socialdemokrati
Ligesom i Danmark oplever det tyske socialdemokrati at andre end de selv markedsfører sig på at sikre et velfærdssamfund, men som Stegner så klart siger det: "Alle andre der forsøger at lave socialdemokratisk politik er bare kopier. Det er os socialdemokrater der bedst laver socialdemokratisk politik."
Det har været svære tider for socialdemokraterne i Schleswig-Holstein siden landdagsvalget i 2005. Det lægger Stegner heller ikke skjul på. "Det er rigtigt vi er i krise og det er rigtigt når det bliver sagt at vi har gjort mere for landet end for os selv," sagde Stegner. Dermed henviste han til at SPD har været mere fokuseret på at opnå politiske resultater end selv at markere sig og det var tydeligt at Stegners strategi er at skabe en tydelig socialdemokratisk profil, selvom man er del af en koalitionsregering.
Og vejen til en ny socialdemokratisk regering i Schleswig-Holstein er klar - for at opnå det kræver Stegner ro på bagsmækken. Det skal være slut med at kritisere ledelsen i medierne, kritik skal tages direkte med ledelsen selv. En situation vi danske socialdemokrater jo kender løsningen på og det er klart at hvis Stegner opnår den samme opbakning som Helle Thorning-Schmidt har opnået i Danmark, så bliver SPD svære at slå. Eller som Stegner sagde: "Den politiske modstander er udenfor partiet, ikke indenfor."
Læs mere om Ralf Stegner her...
Vores tyske partifæller er kampklar frem mod kommunalvalget i 2008 og det bliver mere end interessant at følge det fra min plads lige nord for grænsen. Allerede nu har vi haft mange gode samtaler med udveksling af tanker om valgstrategi, for selvom meget er forskelligt mellem Danmark og Tyskland er der dog stadig mange idéer vi kan bruge gensidigt.
Baggrund
Jeg deltager i SPDs kongres for Schleswig-Holstein som repræsentant for de danske Socialdemokrater. Kongressen begyndte i dag lørdag den 24. marts og slutter i morgen søndag. Jeg vil forsøge at finde tid til yderligere en blogpost i denne anledning.
Simonis hilser på
Som regibemærkning til denne blogpost vil jeg lige nævne, at jeg skrev denne tekst mens jeg var til stede på kongressen. Jeg havde den pudsige oplevelse at netop som jeg havde skrevet Heide Simonis navn trådte hun ind i Holstenhallen hvor kongressen holdes. Den karismatiske politiker blev modtaget med stående applaus og hilste på sine mange politiske venner, men ikke kun det; hun kom også lige rundt og hilste ved bordet - og hilste mig hjerteligt velkommen. Et udtryk for overskud fra Simonis side og en meget behagelig overraskelse for mig der nok er officiel repræsentant for det danske socialdemokrati, men dog også er en ganske ukendt politiker i Tyskland.
