26. Jun 2006 06:38, Benny-Engelbrecht
Regnen falder stille udenfor mit vindue, brødristeren har netop slået fra og jeg skal lave te til Charlotte der sikkert står op om lidt. Med andre ord en helt almindelig morgen i det engelbrechtske hjem.
Indtil jeg når til side 10 i dagens JydskeVestkysten og opdager at jeg har et synspunkt med!
Hov - hvor kom det fra? Spørger jeg lige mig selv og erindrer så at jeg for over en måned siden sendte debatredaktionen et synspunkt. Jeg måtte faktisk lige ind og slå det op i min "sendt post" i Outlook.
15. maj sendte jeg mailen til redaktionen. Hold da op - det må man sige har taget noget tid.
Alligevel er synspunktet - på forunderlig vis - blot blevet endnu mere aktuelt. Det er da lidt utroligt.
Nå - for en god ordens skyld bringer jeg lige synspunktet her i sin samlede form:
Investeringer i vækst er bedre end kortsigtede skattelettelser
En undersøgelse fra den schweiziske managementskole IMD placerer Danmark som det femtebedste land i verden når det gælder konkurrencedygtighed, målt på områder som økonomi, infrastruktur, myndigheds- og produktionseffektivitet. Undersøgelsen er blot en af flere der bekræfter det positive billede af Danmark - det bedst placerede på det europæiske kontinent.
Imidlertid er det alene et øjebliksbillede, der viser hvor vi som land står i forhold til andre økonomiske dynamoer som Hongkong, USA, Singapore og Kina.
Der er generelt to typer lande der klarer sig godt. Den ene er de der har fokus på fri konkurrence og lav skat. Den anden type er de der benytter den nordiske »flexicurity«-model, med et højtudviklet socialt sikringssystem kombineret med et fleksibelt arbejdsmarked. Det er denne model som Danmark har haft så stor succes med.
Som land har vi med andre ord klaret os glimrende, ikke mindst fordi vi har et højt velfærdsniveau.
Det kan sagtens lade sig gøre at fortsætte den ekstraordinære succes som Danmark har, men det lader sig ikke gøre ved passivt at se til. Regeringen har dog indtil videre forfejlet målet med at bringe vores uddannelses- og forskningsniveau på højde med de lande vi skal konkurrere med.
Groft forenklet kan man sammenligne Danmarks økonomi med en virksomhed: I gode tider kan man vælge at betale et højt udbytte til sine aktionærer eller investerer massivt i fremtid vækst. Drager man parallelen til Danmark kan man sige at valget står mellem at give borgerne skattelettelser eller tilføre folkeskolen, de højere uddannelser og forskningen massive midler.
Desværre tyder meget på at regeringen hellere vil sikre sit eget genvalg ved at give skattelettelser i 2008 end ved at bruge midler på at sikre velfærden i fremtiden. Ganske vist vil regeringen bruge midler på forskning, men ambitionsniveauet er alt for lavt til at løfte os op i den forskningsmæssige superliga vi som land bør ligge i, hvis vi også om 10 år skal være blandt verdens førende nationer målt på konkurrenceevne.
Investeringer i uddannelse, efteruddannelse og forskning er en langt bedre sikring af fremtidens velfærd end kortsigtede skattelettelser. Man kan sågar frygte at Danmarks økonomi kan blive overophedet, hvis der gives mere plads til forbrug i danskerens hverdag.