Bliv dum af junkfood
15. Aug 2008 07:47, Benny-Engelbrecht
Nærende, sund mad er vigtig for os alle, men især for børn. Det er oplagt at der er en sammenhæng mellem den kost vi indtager og vores fysiske tilstand. For meget fedt er ikke godt, for meget sukker heller ikke. Der skal være en god balance.
Imidlertid er der også en sammenhæng mellem mad og indlæring – vi har vist det længe, men nu har britiske forskere påvist en større sammenhæng end først antaget. Undersøgelsen fra Storbritanien lægger sig fint i forlængelse af det arbejde kokken Jamie Oliver har gjort for at få indført sund mad i de britiske skoler, især fordi konklusionen af undersøgelsen er at der skal sættes endnu tidligere ind end i skolerne. Indlæringsevnen i skolen bliver nemlig ikke blot påvirket af den mad eleverne spiser i skolen, nej man har konstateret at der er en direkte sammenhæng mellem det børnene spiste i tiden før de kom i skole – og det har større betydning for indlæringsevnen hvad børn spiser i børnehaven end deres mad i skolen. Overfører man det til danske forhold er det jo fint at der satses på sund mad i børnehaverne – men der er stadig en stor opgave foran os med at sikre adgangen til den sunde mad.
Det er min oplevelse at det meget sjældent er manglende vilje der er årsagen til at småbørnsforældre vælger den lette løsning og serverer usund mad for deres børn. Det er oftest et spørgsmål om manglende tid, manglende viden og ikke mindst at der ikke er tilstrækkeligt med ”sund fastfood” på markedet. Der findes virksomheder der er begyndt at tilbyde deres medarbejdere at kunne tage gode, sunde færdigretter med hjem fra arbejde. Det er en fremragende måde at organisere sig på, især hvis tiden er presset i familien.
Der findes bestemt også muligheder for sund take-away i landets største byer, men det er de færreste af os der har den mulighed. Når vi skal lave kålsuppe eller vegetar-chili (for at nævne et ting vi kunne finde på at lave i aften), så er det i gang med den store snittekniv.
Der er brug for mere produktudvikling på dette område og derfor er det synd at vi i sin tid ikke fik det madhus som der var planer om ved årtusindskiftet. Der havde man kunne forske, udvikle og inspirere til at udvikle gode og sunde fødevarer. Nu er tiden imidlertid en anden og vi må gå andre veje for at få markedet til at udvikle produkter til travle familier med sultne børn.
Jeg har selv sådan en indgroet mistro til alle typer frosne færdigretter, men som mange undersøgelser har vist er der faktisk en del af disse produkter der er udmærket. Det ville dog gøre det meget lettere for forbrugerne at skelne mellem det sunde og det knap så sunde, hvis man havde et fornuftigt ernæringsmærke, der helt enkelt viser forbrugeren hvad der er fornuftigt at vælge. Det sparer tid, det skaber tryghed og vil kunne ændre nogle af de dårlige vaner.
Og når det gælder den næste generation, vil vi jo gerne at de får noget godt i skrutten, så de bliver klogere, smukkere, stærkere og får færre dårlige vaner end os.
Læs mere om den junkfood-undersøgelsen her...
I Sønderborg kommune er man i gang med at indføre sund mad på skoleskemaerne. Børnene i folkeskolen skal selv lære hvad der er godt og skidt. Det skal påvirke deres forbrug nu og i fremtiden, og indirekte kan det påvirke deres forældre. Det handler ikke om at servere et enkelt måltid sund mad, men om at kende den sunde mad. Væk med angsten for ”ukendte” grøntsager som auberginer, spidskål og kinaradiser.