Kan vi skyde os ud af problemerne?
19. Mar 2008 23:44, Benny-Engelbrecht

”Ikke en fugl, ikke fisk, ikke en frø har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik,” får vi at vide igen og igen, når vi i oppositionen kritiserer den manglende miljøindsats i de forgangne år med borgerlig regering. Står det til fødevareminister Eva Kjer Hansen ser det dog ud til at i alt fald fuglene må forberede sig på nye tider. I valgkampen – nærmere bestemt den 30. oktober 2007 – foreslog fødevareministeren at man da bare kunne skyde de fredede bramgæs på Mandø.
Nu er det atter tid for besøg af det trækkende bramgæs på Mandø – og derfor er sagen atter aktuel. Det er vanskeligt at sige om ministerens tanker har spredt sig, men nu lufter en specialist fra Danmarks Miljø Undersøgelse muligheden for at man kan se på jagt af bramgæs. Det kræver dog store ændringer både i Danmark og EU – forvirringen breder sig med andre ord.
For at finde ud af hvad der er op og ned – og ikke mindst få klarlagt hvor meget ministeren har lovet i valgkampen – har vi i den socialdemokratiske gruppe besluttet at indkalde ministeren til et åbent samråd om problemerne med bramgæs den 9. april.
Naturligvis er der problemer med gæssene, men det er ikke det samme som at man straks skal i gang med at skyde dem. Vi må derfor også have set på andre løsninger – kan man for eksempel hjælpe de berørte landmænd med at lægge foder ud til fuglene, så deres afgrøder ikke ødelægges?
Hør i øvrigt også P1s miljømagasinet fra i dag.
Du kan også læse mere om det kommende samråd på TV Syds hjemmeside.
