Det er ikke troværdigt Fogh

Anders Fogh Rasmussen forsøger sig ud i disciplinen politisk specialslalom i denne tid. Hele tiden ændres kursen på politiske spørgsmål afhængig af hvor vælgeranalyserne peger på at vinden blæser hen. Blandt de virkelig vanskelige porte, de der ligger på et stejlhang, har været kvalitetsreformen der først skulle handler om mere offentlig kvalitet for de sammen penge, men nu gerne må koste et årligt milliardbeløb. Og det vel at mærke efter den borgerlige regering hånede den socialdemokratiske ledelse for at ville bruge flere penge på kvalitet i velfærden i forbindelse med finansloven.
En anden meget vanskelig port er de danske styrker i Irak. Her var der dog en forløber i banen der viste Fogh vejen, nemlig den britiske premierminister Tony Blair der gerne vil have et bedre eftermæle. Fogh fulgte straks efter.
En port der blev taget efter Al Gores succes med filmen "Den ubekvemme sandhed" var klimapolitikken, hvor den danske regeringschef er gået fra at være Bjørn Lomborgs eneste ven, til at være grøn miljøforkæmper - dog mere i ord end i handling.

Det samme gør sig gældende for de afviste irakiske flygtninge der nu pludselig godt få lov til at lave noget. Igen et kursskifte efter at det gik op for Fogh at opinionen var imod ham.

Naturligvis skal der bruges penge på bedre kvalitet i den offentlige velfærd, for det halter bagefter. Man kan med andre ord ikke være uenig i beslutningen, men det er ikke troværdigt når Fogh træffer sine valg, ikke ud fra hvad der er bedst for landet eller hvad der er det rette at gøre menneskeligt og etisk, men ud alene ud fra om regeringen kan få bedre tilslutning i meningsmålingerne.

Der er brug for flere penge til den danske velfærd, for selvom der i faktiske tal aldrig har været brugt mere på offentlig service end i dag, skal man huske at for hver gang der er brugt én krone mere i det offentlige, er der brugt 7 kroner mere på forbrug i det private.

Den tidligere VS'er Ralph Pittelkow kalder i Jyllands-Posten Foghs strategi for minerydning. Enhver fare skal fjernes fra vejen til endnu en periode i statsministeriet. Åbenbart er prisen for denne position underordnet.
Valgkampen frem mod næste folketingsvalg er for længst gået i gang, selvom der er små to år til februar 2009 der er det seneste tidspunkt der skal udskrives valg i Danmark. Om der går så lang tid ved kun statsministeren, men det er særdeles bemærkelsesværdigt at han er gået så hårdt ud som han er nu, for at begrænse det regeringen er bagud i forhold til sidste valg. Man kunne have den tanke at pønser på et valg i utide, for eksempel i dette efterår.

Uanset hvad der er Foghs motivation ændrer det ikke på at selvom hans regering kan mønstre et langt større apparat til kommunikation og enorme summer til at føre valgkamp for, sammenlignet med den samlede opposition, så er hans handlinger primært dikteret af hvad socialdemokraterne har udpeget som politiske mål. At lade oppositionen lede dagsordenen, er i længden ikke noget statsministeren kan leve med.