Smartlog v3 » Benny Engelbrecht » spam
Opret egen blog | Næste blog »

Stadig mere professionelle Nigeria-breve

24. Aug 2008 09:38, Benny-Engelbrecht

Pas på mail og breve der lover huld og grønne skoveDet er længe siden jeg har fået en mail i min indbakke med tilbud om at hjælpe arvingerne efter en afrikansk statsleder til at få penge ud af deres land mod en klækkelig økonomisk gevinst. De skal bare lige bruge mit kontonummer. Det skyldes imidlertid ikke at jeg ikke får sendt den slags henvendelser, men at Folketingets spamfilter er ret effektivt (enkelte gange også for effektivt, desværre).

Der er imidlertid en ny udvikling i gang som er skræmmende. Bagmændene har jo fundet ud af at det ikke er så troværdigt det de laver, så nu er de gået over til at lave deres henvendelser på dansk og sende det som breve. Fra at være en let gennemskuelig email, skrevet på dårligt engelsk, er de så kaldte ”Nigeria-breve” blevet professionelt designede henvendelser med frankerede svarkuverter. Meget professionelt og desværre også meget effektivt.

Vi har ikke overblik over hvor omfattende problemet er i Danmark, men ud fra anmeldelser ved vi at cirka en snes danskere årligt franarres penge af de traditionelle fup-mails. Dertil kan komme et skyggetal.

Helt grundlæggende kan der ikke advares nok mod at reagere på henvendelser der lover guld og grønne skove – uanset om de modtages per mail eller brev. Imidlertid er der også et internationalt aspekt i sagen. Nigeria-brevene er et internationalt fænomen og sandsynligvis særdeles godt organiseret. Som alle andre slags international organiseret kriminalitet skal det naturligvis også bekæmpes internationalt. Der er da også eksempler på bagmænd der bliver fældet – og når de gør det viser det sig også hvor mange penge der er i denne type organiseret svindel. Der er en meget lille sandsynlighed for at et brev eller en email giver et resultat, men det er svindlerne ligeglade med, for hvis bare et ud af 100.000 giver gevinst, så er det formuer man kan hive hjem.

Læs mere om Nigeria-breve på Forbrugerrådets hjemmeside og på videnskab.dk

Det værste ved de mange fup-mails i grunden nok den daglige kamp de fleste mail-brugere har med spam. Og ikke mindst, som jeg skrev i starten af dette blogindlæg - når helt legale mails ikke kommer igennem spamfilteret.

www.benny-engelbrecht.dk