Langt om længe falder den stort anlagte fusion mellem dansk og svensk postvæsen på plads. Det er godt for de ansatte i PostDanmark, der længe har gået i uvished om virksomhedens fremtid. Imidlertid forsøger regeringen at gemme en rigtig dårlig sag, ved at fortælle om fusionsaftalen i ly af Skattekommissionens pressemøde mandag i denne uge.

Den dårlige sag handler om den pris kapitalfonden CVC Capital Partners får ud af aktierne som staten overtager i PostDanmark – i alt 22 % af den samlede aktiebeholdning. Helt nøjagtigt hvor stor fortjenesten bliver, vil først være kendt når Folketingets Finansudvalg har godkendt salgsaftalen, men sikkert er det allerede nu, at fortjenesten vil være betydelig. Dermed lider regeringens store appetit efter kortsigtet gevinst, ved at sælge aktier i offentlige virksomheder, alvorligt skibbrud. I en tid hvor finanskrisen kradser, er det jo grotesk at en udenlandsk kapitalfond skal kunne tjekke ud af Danmark med klækkelig gevinst på bundlinien, tab til statskassen og oven i købet en fremragende aftale om at overtage det der har været PostDanmarks guldkalv, nemlig medejerskabet af det belgiske postvæsen La Poste.

Da den tidligere britiske spindoktor Jo Moore, der var ansat af den britiske minister for transport og indenrigsanliggende, den 11. september 2001 skrev en mail til de ansatte i ministeriet, lagde hun grunden til det nu klassiske spinudtryk: ”En god dag til dårlige nyheder.”

Netop sådan en dag, hvor en enkelt sag tager hele mediedagsordenen, var mandag den 2. februar hvor skattekommissionen fremlagde deres rapport klokken 12:15. Det bedst tænkelige tidspunkt at komme med en dårlig nyhed ville derfor være samme dag, tidligt på eftermiddagen, sådan lidt over middag.

Netop den 2. februar lidt efter middag annoncerede Transportministeriet da netop også aftalen om tilbagekøbet af CVCs aktier i PostDanmark. Det lugter med andre ord langt væk af ”En god dag til en dårlig nyhed.”
Mon ikke Jesper Damm Olsen i Transportministeriets presseafdeling har studeret sin britiske kollegas råd meget nøje, da han udsendte en lakonisk pressemeddelelse om den dansk/svenske postfusion. Intet sted i pressemeddelelsen kan man – belejligt nok – læse om CVCs fortjeneste på salget af sine aktier i PostDanmark.

Jeg er sikker på at der vil komme mange forklaringer om at netop dette tidspunkt var det eneste rigtige at offentliggøre nyheden, men jeg er sikker på at sagen om Jo Moore også har lært danske kommunikationsrådgivere at de ikke skal lade sig fange i at begå spin – det ville jo være en meget pinlig historie hvis man blev fanget i at lave den slags. Med andre ord er mine beskyldninger i denne blog ene og alene baseret på indicier – og dommeren er dig.

www.benny-engelbrecht.dk

På denne solbeskinnede sommerdag er det svært at forestille sig, at man for alvor ville opleve den store kritik, men næppe nogen grundlovsdag har da været så fuld af kritiske ytringer som netop i dag. Kritisk både fra opppositionen mod regeringer, fra regeringen mod oppositionen, men så sandelig også kritik internt i regeringspartierne.

Jeg skal gerne erkende at jeg ikke kunne lade være med at citere Anders Fogh Rasmussens berømte 2001 grundlovstale, hvor han tornede mod kammerateri og magtfuldkommenhed. Siden valget har det udsagn i udpræget grad fået en hul lyd.

Jeg selv var til et dejligt arrangement i Sottrupskov i Sundeved som trak et par hundrede mennesker til grundlovsarrangement med tale, musik, dans og kanonkonkurrence. I øvrigt blev min kone nummer to i finalen, selvom hun sammen med Sønderborgs kulturudvalgsformand Stephan Kleinschmidt, var en mindre i både, end vinderkanoen - ret imponerende!

Her bringer jeg dagens tale fra Sottrupskov:

Grundlovsdag er alle danskeres festdag. Nogle fester ved at tage en fridag ved stranden, andre ved at gå til festmøde. Her i Sottrupskov kan man gøre begge dele samtidig. Man kan sige at den gamle kommunes slogan om at ”der er dejligt i Sundeved” får fornyet liv på sådan en skøn sommerdag.

Grundlovsdag er næsten et sammenligne med en fælles fødselsdag. En fødselsdag for vores demokrati, grundlagt med den første grundlov i 1849. For med grundloven blev også fastlagt alle de betingelser, der udgør grundlaget for vores samfund. Det kan sammenlignes med en demokratiets færdselslov.

Da jeg for et halvt år siden trådte ind på Christiansborg som nyvalgt folketingsmedlem, var min første officielle pligt, at underskrive en erklæring om at overholde den danske grundlov. Det giver, helt naturligt, grundlag for at gøre sig overvejelser om fundamentet for det danske demokrati. Og de tanker jeg gjorde mig har jeg benyttet som inspiration for dagens tale.

Grundloven er i dag udtryk for alle de forventninger om, hvordan rammerne for et godt samfund kan se ud – i hvert fald som de så ud for 55 år siden, da den nuværende grundlov blev vedtaget. Sammenligner vi imidlertid med rigets første grundlov fra 1849 er der store forskelle. Hvis et land i dag vedtog en grundlov som den danske årgang 1849, ville ingen demokratisk nation anerkende den som en fri, demokratisk forfatning.

Vi ville ikke acceptere, at kun 200.000 ud 1,3 mio. mennesker kunne vælge sine ledere – uanset hvor frit det måtte være. Vi ville ikke gå med til, at valghandlingen fandt sted ved håndsoprækning i en skolegård. Og vi ville slet ikke høre tale om, at kun ét køn – mændene – skulle bestemme. Men det var dengang, 5. juni 1849 og siden er grundloven ændret tre gange. Fordelen ved 1849-grundloven må vi dog ikke se bort fra: At vi fik en forfatning uden blodige revolutioner. Og dog. For grundloven krænkede det grundlag, det daværende danske rige havde, og det førte til to krige i Slesvig og at de sønderjyske måtte leve adskilt fra resten af Danmark fra 1864 til 1920. 1849 grundloven har derfor en ganske særlig betydning for Sønderjylland – en betydning som ikke må gå over i glemslen eller en ligegyldighed for historien.

Demokrati er ikke en fastlagt størrelse. Demokrati udvikler sig. Sådan har det været siden oldtidens Grækenland og sådan har det været siden 1849 i Danmark.

Der kan også komme en dag, hvor folk i fremtiden ser tilbage på 2008 og spørger i undren: Hvordan kunne de dengang nøjes med en grundlov, der gav så få rettigheder? Var det dét, de forstod ved demokrati? Vi må nøje med at konstatere to kendsgerninger.

Den ene er, at en grundlov er svær at ændre. Det står beskrevet i paragraf 88. En grundlovsændring i 1939 faldt bort, fordi der var blot 11.000 ja-stemmer for lidt. Det er snusfornuftigt. Vi skal ikke kunne skalte og valte med det fælles grundlag for befolkningens liv.

Den anden er, at der nu er gået 55 år siden den sidste ændring. Det betyder, at man skal være i efterlønsalderen for at kunne huske tiden før sidste grundlovsændring. Det er den længste periode, der overhovedet er gået uden en grundlovsændring.

Men en grundlov skal være tidssvarende. Og det er vores nuværende grundlov fra 1953, desværre ikke længere. Vi har vel næppe længere brug for bestemmelser om, at kongen ikke må pantsætte dele af riget. Skal der være respekt for grundloven skal den være forståelig og logisk og vi må aldrig forfalde til amerikanske tilstande hvor forfatningen har nærmest religiøs status og til stadighed udsættes for fortolkninger på grund af dens alder og manglende stillingtagen til nutidige samfundsproblemer.

Vi kan stille os selv spørgsmålet: Hvordan står demokratiet så i dag? Er vi på vej mod et demokrati med større folkelig deltagelse, eller er vi på vej til ad bagdøren at genindføre et elitært styre, der har sin egen eksistens som højeste mål?

Jeg konstaterer med glæde, at Danmark ikke lider af den demokratiske sygdom, som breder sig i mange europæiske lande, nemlig vælgernes ulyst til at gå til stemmeurnerne. Ved sidste valg stemte 86,6 pct. af os, der har stemmeret. Lige syd for grænsen kunne vi ved lokalvalget i sidste måned opleve en stemmeprocent under 50. Folk mange steder i verden måber over, at danskerne utvungent og frivilligt begiver sig til valgurnerne. Men høje stemmeprocenter er i sig selv ikke et bevis for demokratiske vilkår. De kommunistiske lande havde altid stemmeprocenter på op mod 98 pct., der sjovt nok altid stemte på de kandidater, systemet havde opstillet. Og i Irak opnåede Saddam Hussein, kort tid inden invasionen, at blive valgt af 100 % af vælgerne.
I modsætning dertil er det et stort demokratisk problem for hele verden, at lederen for verdens største demokratiske land vælges af en meget lille del af befolkningen. Uanset om USA's næste præsident hedder McCain eller Obama, er det kun godt halvdelen af befolkningen der har registreret sig som vælgere, og kun en mindre del af disse går faktisk valg for at bestemme navnet på den næste beboer af Det Ovale Kontor og nærmeste omegn.

Vi har i Danmark i de seneste år set beslutninger, som har indskrænket det demokratiske spillerum. Ikke forstået på den måde, at stemmeretten er blevet indskrænket, men forstået på den måde, at demokratiet er snævret ind.

I en vis forstand er det kendetegnende for det siddende politiske flertal, at det konsekvent afviser at føre politik med andre flertal end lige præcis én kombination. Vi oplever altså, at det snævre flertal gang på gang vender ryggen til dialog. Den ene gang efter den anden blokerer man for at høre på andre signaler end sine egne. Man nægter at indrømme fejl. Også de indlysende.
Det er et brud med en hundredeårig tradition i dansk politik. Traditionen har været at søge de bredest tænkelige forlig i alle sammenhænge. Det er ikke princip der er skrevet ind i grundloven, men det er et princip som ganske givet er i den grundlovsgivende forsamlings ånd.
Når stadig flere beslutninger træffes på basis af snævre flertal, bag lukkede døre og under beskyttelse af et spæklag af spindoktorer og særlige politiske rådgivere, er det en regulær trussel for det danske demokrati.
Risikoen består ikke blot i, at der kan træffes ukloge beslutninger baseret mere på fokusgrupper end på reel analyse, nej risikoen er der for, at danskerne blive trætte af politikere der altid beskytter sig bag tommetyk retorik og floskler.

Og lad os så lave en lille gættekonkurrence. Hvem har sagt følgende: ”De har siddet så længe på regeringsmagten, at de betragter regeringsapparatet som deres personlige ejendom. De kan ikke længere se, hvor grænsen går mellem stat og parti. De baserer magten på kammerateri, vennetjenester og magtfordrejning.” Man kunne jo tro at det var en kritik af den nuværende regering, men nej. Ordene er sagt af Anders Fogh Rasmussen grundlovsdag 2001.

Anders Fogh Rasmussens ord fra dengang klinger hult i dag. Var formålet dengang at bryde med vennetjenester og magtfordrejning eller var det blot et ønske om selv at komme til fadet?

Alt for meget tyder på, at magtsyge, arrogance og selvretfærdig nedladenhed ikke bare er noget, vi ser i amerikanske tv-serier, men noget, der er gjort til spillets regler i Danmark af et snævert politisk flertal.

Vi har afsløret en miljøminister der har en kogebog for spin, der fortæller hvordan dårlige historier skal pakkes ind i gode. Vi oplever en finansminister med rod i bilagene, der efter lukkede møder med Dansk Folkeparti bliver fredet.
Men først og fremmest oplever vi en regering der benytter sig af statsbetalte rådgivere i et hidtil uset omfang og med en, efter min mening, for lille demokratisk regulering. Brugen af især spindoktorer kræver en anden åbenhed om den demokratiske proces, end den vi oplever i dag.

Men demokratiet er heldigvis ikke kun et spørgsmål om hvad vi 179 på tinge laver. Demokratiet gennemsyrer det danske samfund og den danske kultur. Og hvad kendetegner så viljen til at opretholde en demokratisk kultur?

En demokratisk kultur gennemsyrer samfundet, når tilskuerne til fodboldkampe viser deres engagement på fredelig vis uden at skyde fyrværkeri af. En demokratisk kultur gennemsyrer samfundet, når trafikanterne tager hensyn til andre uden at vise obskøne håndtegn ved enhver lejlighed. En demokratisk kultur præges også af, at man lytter til andres lange, kedelige taler med et indhold, man ikke er enig i – som fx på en Grundlovsdag. En demokratisk kultur er præget af, at et mindretal ikke stiller krav til flertallet om at følge en bestemt religiøst betinget optræden eller fremtonen.

Vi må sørge for, at flere kommer med ind i vores demokratiske hverdag. Vi må aldrig acceptere, at der udvikler sig parallelsamfund med egne normer og regler, hvor samfundets fællesskab ikke længere når ind. Vi er ikke et klansamfund, men en lille folkestamme med tradition for at respektere andre og lære uden at belære. Vores opgave er at skabe et samfund, hvor alle er medborgere. Hvor alle har reelle muligheder for at deltage på lige fod. Hvor alle føler sig på samme hold. Men det må aldrig blive et samfund inden for murene. Vores demokrati må være modent til at give lige muligheder til alle, ligegyldigt hvor ulige menneskers økonomiske, sociale og mentale resurser måtte være. For os er der ikke nogen velfærd, før alle er med i båden. Der kan ikke være demokrati, med mindre alle konkret føler, at de har indflydelse på deres liv og hverdag.

Mange tak for ordet, og rigtig god Grundlovsdag.

www.benny-engelbrecht.dk

Jeg har brugt en del energi på at fortælle om magtarrogancen i regeringen her på bloggen i de seneste dage. Det skyldes at det naturligvis er en sag der fylder meget her på Christiansborg. I dag havde jeg sammen med vores miljøordfører Torben Hansen miljøministeren i den forberedte spørgetid i folketingssalen om blandt andet de mange forsinkelse i ministeriet. Ministeren havde meget travlt med at undskylde – og det var fint nok, men tættere på en årsagsforklaring på forsinkelserne kom vi ikke. Vi var naturligvis et kort smut rundt om miljøministeriets såkaldte ”kogebog”, men ikke overraskende var ministeren ikke meget for at tale om det. Det kommer vi heldigvis tilbage til onsdag den 7. maj, når ministeren kommer i åbent samråd om sagen i miljøudvalget.

Samtidig ruller en anden sag – nemlig sagen om Lars Løkke Rasmussens efterhånden berygtede bilag. Her har min partifælle Rasmus Prehn indkaldt statsministeren i åbent samråd i politisk-økonomisk udvalg. I første omgang var samrådet planlagt til den 24. april, men nu er datoen blevet ændret til den 30.april kl. 17:00. Det er ikke blot dagen før 1. maj, hvor vi socialdemokrater jo alle er af huse for at fejre arbejdernes internationale kampdag, det er også dagen før en helligdag – for 1. maj falder sammen med Kristi Himmelfartsdag. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse at der normalt ikke vil være mange mennesker i huset den eftermiddag – alle (også journalister) vil på det tidspunkt tænke på at få sluttet af og komme hjem til et par rolige dage i familiens skød.

Derfor ligner det en tanke at samrådet om en så ubehagelig sag er blevet flyttet til et – set med spindoktorens øjne – rigtig godt tidspunkt. Rasmus Prehn siger til TV2 Nyhederne at ”Det bærer præg af en taktisk overvejelse i statsministeriet.”

Et eksempel der minder meget om dette er offentliggørelsen af den meget kritiske OECD-rapport, der i første omgang blev forsinket i et halvt år af regeringen, så den ikke udkom før efter valget i november 2007. Da rapporten langt om længe blev offentliggjort skete det på et pressemøde der belejligt var henlagt til Naturcenter Vestamager. Lad os bare sige det sådan, at det ikke ligefrem gjorde noget positivt ved fremmødet på pressemødet.

Den slags tricks står, så vidt vides, ikke at læse i miljøministeriets efterhånden famøse ”kogebog”, men hensigten med at skjule dårlige sager med spin er klar.

Det er naturligvis ikke en nyhed at Fogh-regeringen bruger spin – tværtimod, men det er usædvanligt at metoden bliver så tydelig, at det er tydeligt for enhver hvad der sker. Det bedste eksempel er naturligvis ”kogebogen” der er en direkte spin-manual, men placeringen af samrådet om Løkkes bilag den 30. april er nu heller ikke det meste elegante spin til dato.

Du kan i øvrigt læse mere om Foghs spin i Anne-Marie Mohr Nielsens speciale om emnet fra 2006.

www.benny-engelbrecht.dk

På gårsdagens pressemøde i statsministeriet blev statsministeren spurgt til miljøministerens såkaldte ”kogebog”, der beskriver overfor ministeriets embedsmænd, hvordan de eksempelvis skal begrave dårlige sager i gode. Og statsministeren mente såmænd at der var god fornuft i manualen.

Det er yderst interessant at selv et klokkeklart eksempel på spin der skal skjule dårlige sager, bliver forsøgt dækket ved hjælp af netop spin. Miljøministeren har forsøgt at forklare sig ud af sagen om den lækkede kogebog, ved at fortælle at det blot skal opfattes som en opfordring til at negative sager skal følges op af konkrete løsningsforslag. Hvis man læser selve notatet, som er offentliggjort i Politiken, ser man dog en ganske anden mening. Det beskrives her direkte hvordan ”det er en god idé at forelægge flere initiativer på én gang i en samlet pakke. For eksempel hvis det er to gode initiativer og en dårlig sag”

Der er efter min mening intet at tage fejl af – og når statsministeren forsøge at tale udenom, skal det nok snarere opfattes som et forsøg på at undgå at der stilles spørgsmålstegn ved hvor meget spin der benyttes i ministerierne. Meget tyder nemlig på at det ikke alene er de ansatte kommunikationsrådgivere, men snarere alle ministeriets embedsmænd der skal tænke i spin. Ved selve kilden skal der altså tænkes over hvordan man undgår uheldige sager og dermed kommer der langt mere fokus på hvad man siger om miljøet end hvad man gør for miljøet.

Læs artikel på Politiken online...

www.benny-engelbrecht.dk

Søndag kan Politiken afsløre at Miljøministeriet styres af en såkaldt kogebog, der nøje udstikker retningslinierne for hvordan ministeren og dermed regeringen skal sikre sig at den fremstår bedst på miljøområdet. Regeringen styrer på den måde dens omdømme på miljøområdet, som har været dens svageste led siden ansvaret for miljøet blev overtaget af Hans Christian Schmidt i 2001. Troels Lund Poulsen den tredje borgerlige minister der står i spidsen for ministeriet og hans stil er klar, som det fremgår af kogebogen, som Politiken er kommet delvist i besiddelse af. I kogebogen står der i en direkte ordre til ministeriets embedsmænd: ”Ministeren ønsker en offensiv stil. Han er miljøets minister, lægger stor vægt på forsigtighedsprincippet, og han ønsker at sætte dagsordenen.”

I den seneste tid har der været en række dårlige sager for miljøministeren, som det er interessant at se nærmere på, i lyset af kogebogen. Først var det en meget kritisk rapport fra OECD, der fortalte at en million danskere er udsat for urimelig luftforurening, at landbrugets pesticid- og kvælstofudledning er stigende, at CO2-udslippet stiger, og at der er alvorlige problemer med vandmiljøet. Hovedbudskabet fra OECD var, at der er brug for en styrket indsats for bl.a. at mindske forekomsten af kræft og allergi.
OECD rapporten blev først gemt godt af vejen, så den ikke blev offentliggjort inden valget i november og dernæst – da den ikke kunne holdes tilbage længere – blev den lanceret som en meget positiv sag. Og det til trods for at den netop var stærkt kritisk.

Nu er det som sagt utroligt interessant at studere ministeriets kogebog nøje og sammenholde det med måden OECD-sagen blev håndteret. I kogebogen anbefales det direkte at dårlige sager ”maskeres” ved hjælp af flere gode. Det var netop den måde pressemeddelelsen om OECD-rapporten blev lanceret. Kogebogen blev fulgt nøje, for at forsøge at dæmpe den negative kritik.

Da Det Miljøøkonomiske Råd kort efter OECD-rapportens offentliggørelse kom med endnu en kritisk rapport, var håndteringen nøjagtig den samme. Det vil være interessant at undersøge alle de sager der har været i den forgangne tid nøjere, for at vise hvor mange gange kogebogen har været anvendt når der er besvaret udvalgsspørgsmål, forespørgsler, samråd og §20-spørgsmål. En samlet gennemgang vil være omfattende og jeg råder desværre ikke over ressourcerne til at sætte den i gang på nuværende tidspunkt.

Peter Munk Christiansen der er professor i forvaltningsret siger til Politiken at kogebogen ikke er juridisk forkert, men den er etisk forkastelig. Jeg er meget enig. En minister er folkets tjener og dermed skal han sikre at folketinget til enhver tid får retvisende og præcise svar på deres spørgsmål. Imidlertid har den nuværende miljøministers foreløbige arbejdsperiode vist sig at være præget af stærkt forsinkede svar. Jeg selv har oplevet eksempler på forsinkelser på helt op til en måned og kolleger i folketinget har sågar oplevet at der slet ikke er kommet svar endnu. En sammentælling alene for socialdemokraterne viser at 35 spørgsmål er blevet besvaret for sent siden valget i november. I sidste uge betød et forsinket udvalgsspørgsmål (udvalgsspørgsmål MPU179) at et åbent samråd med ministeren måtte aflyses. Det har nu medført følgende undskyldning til folketingets miljøudvalg fra miljøministeren: ” Jeg ønsker at levere et fyldestgørende svar til Folketinget på spørgsmål 179. Jeg forventer, at en sådan endelig besvarelse af spørgsmålet kan være udvalget i hænde inden for få dage. Jeg er klar over, at udvalget langt tidligere burde have modtaget en foreløbig besvarelse af spørgsmål 179 og beklager, at dette ikke er sket. I forlængelse af dette har jeg endvidere indskærpet vigtigheden af, at ministeriets procedurer for besvarelse af spørgsmål følges, således at spørgsmål kan besvares rettidigt.”

Nu mangler vi så bare at få en undskyldning for resterende spørgsmål der af den ene eller anden årsag er forsinket og vi må indtil videre vente på en kommentar fra miljøministeren, der ifølge Politiken er på St. Bededagsferie og derfor ikke har været til at træffe for en kommentar.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at der har været adskillige sager i den seneste tid, hvor miljøudvalget har fundet det nødvendigt at indkalde ministeren i åbent samråd. I et samråd skal ministeren svare objektivt ud fra den viden der er til rådighed. Derfor er det særligt foruroligende at det af miljøministeriets kogebog fremgår at ministeriets embedsmænd i forbindelse med for eksempel samråd skal udarbejde ”en beredskabsnotits med forslag til tre universelle svar, som ministeren vil kunne bruge til at besvare alle spørgsmål” – med andre ord skal ministeren klædes på med såkaldte ”sorte svar”, der skal kunne bruges til at afværge ubehagelige spørgsmål. Dette strider midt imod hensigten med samråd.

Socialdemokraterne finder miljøministeriets såkaldte kogebog meget problematisk og derfor har jeg i dag anmodet om at dokumentet i sin helhed bliver oversendt til folketingets miljøudvalg. Udvalget må så på sit næste møde på onsdag drøfte hvilke konsekvenser disse oplysninger skal have for ministeren.

Allerede nu har den socialdemokratiske gruppe valgt at indkalde ministeren i åbent samråd i sagen.

www.benny-engelbrecht.dk

Meldingen om at Thors hammer ikke rammer lige så snart folketingsvalget er overstået må være kommet som en overraskelse for rigtig mange – især borgerlige politikere. I går aftes oplevede jeg eksempelvis hvordan repræsentanter for både konservative, Venstre og Dansk Folkeparti henviste til den sædvanlige snak om at det først er når man har regnet på de enkelte kommuners tal, at man ville tage stilling til hvad der skal ske. Og det vel at mærke efter at det var blevet offentliggjort at Venstre og Konservative ikke vil tvinge kommunerne til at genåbne deres 2008 budgetter.

Alligevel er der en slange i paradis, for nu advarer regeringen om, at overskridelserne bliver taget op til drøftelse, når rammen for 2009 skal aftales.

Med andre ord parkerer regeringen et farligt emne der kan tippe de sidste stemme i retning af en ny regering, men en egentlig afklaring blev det ikke til – og forståeligt nok, for med regeringens 2015 plan er der slet ikke plads til vækst i kommunernes økonomi, tvært imod.
Eller for at sige det helt enkelt: Meldingen om kommunal økonomi er blot endnu et klassisk eksempel på politisk spin.

www.benny-engelbrecht.dk

Helle Thorning-Schmidt er gået fra talerstolen efter hendes replik til de mange kommentarer til hendes beretning i går, men de små hår i nakken har ikke lagt sig. Det var en umådelig inspireret og engageret formand der gav forsamlingen en direkte og klar inspiration til hvordan vi vinder, fra nu og frem til næste folketingsvalg, uanset hvornår det så må komme.

Vi blev mindet om at vi blev dømt ude af alle medier og kommentatorer inden kommunalvalget i 2005, men resultatet blev som bekendt noget ganske andet. Med dygtige kandidater og særdeles aktive medlemmer, lykkedes det med enkle midler at give et imponerende valg. For mit eget vedkommende står året 2005 stadig som en stor oplevelse, hvor vi vandt meget klare valg i øst-Sønderjylland.
Jeg vil glæde mig til at se aftenens TV-reportager fra dette års kongres. Med et femminutters stående applaus var ingen i tvivl om at Helles ord gik rent ind.

Især hæftede jeg mig ved hvor fremragende Helle spillede positivt på hendes egen person og den kritik især BT har været bannerfører for. Hun fik et latterbrøl da hun beskrev hvordan ikke blot hun, men hele gruppeledelsen skal kombinere en hverdag med både familie og politik – og vasketøj. Umådelige mængder vasketøj.
Nu er spørgsmålet så om en smart spindoktor vil sætte Anders Fogh Rasmussen til at vaske tøj derhjemme – det vil næppe virke. Og netop det at socialdemokraterne stiller med et ungt, dynamisk hold af mennesker med sammenhæng i deres hverdagsliv i modsætning til et tungt hold af gamle, slidte ministre i VK-regeringen, det vil blive en fordel i en kommende valgkamp.

Vi er et alternativ, både i forhold til personer og i forhold til politik.
Jeg kan kun anbefale at du i aften kl. 19.30 ser DR1s reportage fra kongressen.

www.benny-engelbrecht.dk

Hvis man skal tro alle borgerlige partier er det helligbrøde at kaste kritisk smuds på landets for tiden siddende statsminister. Med brask og bram er Mogens Lykketoft blevet udsat for et voldsomt pres dagen igennem, efter hans kronik i Politiken i dag, hvor han netop kalder Fogh for en farlig mand. Det samme som de radikales tidligere leder har kaldt Fogh.

Jeg må erklære mig enig med mit partis formand. Helle Thorning-Schmidt siger meget klogt at Anders Fogh ikke skræmmer hende. Hvis man tænker lidt over hvad hun dermed siger, kan det tolkes sådan: Hvis Fogh er så farlig som Lykketoft og Jelved gør ham, så sætter man ham op på en piedestal hvor han bliver urørlig. Fogh begår mange fejl – hans største er at han ikke vil indrømme at han begår dem. Med andre ord er han lige så menneskelig som alle andre – og dermed kan han slås. Hun piller altså det mytiske ud af manden og gør ham til en fjende, der kan besejres.

Man kender denne menneskeliggørelse fra sportspsykologien, hvor man også kan lære at se bort fra at man spiller på et kæmpestadion. For sit indre øje ser man kun Sønderbavelse stadion en regnvåd torsdag i september, mens man i virkeligheden spiller for 50.000 tilskuere på Wembley.
Man må aldrig undervurdere en modstander, men man må heller ikke gøre det modsatte. Hvis man tillægger modstanderen for store evner kan man overse hans svagheder. For Anders Fogh Rasmussens vedkommende er kommunikationen et glimrende eksempel. Den for tiden siddende statsminister fik sit ry som en stor kommunikator da han stillede op mod Poul Nyrup Rasmussen. Poul havde for sit vedkommende fået prædikatet ”uld i mund” hæftet på sig fra starten – og uanset hvor god han var, havde danskerne er refleks lært, at han var en dårlig taler.
Men i dag er Fogh ikke den bedste kommunikator. Hans direkte konkurrenter matcher ham og kan slå ham. Danskerne skal bare lære at lytte efter hvad der bliver sagt og ikke hvad kommentorerne tolker der er sket.

Godt spin har programmeret os til at opfatte Anders Fogh Rasmussen som en god taler. Det interessante eksperiment kunne derfor være at tage sidste weekends meget omdiskuterede partilederdebat med til et folk der lever fjernt isoleret i en jungle, som tilfældigvis taler dansk og som aldrig har stiftet bekendtskab med nogen af de danske politikere før. Hvis man viste dem debatten, ville de næppe have bedømt Fogh som vinder, som flere politiske kommentatorer har gjort. Tværtimod ville de undrer sig over at han tyede til platte vittigheder i starten. At han var usikker i flere af sine indlæg og at han sluttede debatten af på en utrolig ringe måde – helt uden pondus.

I dagens onlineudgave af Politiken kan man læse følgende: ”Jeg er bekymret for, at medierne ikke er i stand til at svare igen. Men at medierne bliver ærbødige, når statsministeren udtaler sig”, siger Henrik Qvortrop, der giver Mogens Lykketoft ret i, at statsministeren forstår at sno medierne.
Det er også interessant at både Mogens Lykketoft og andre socialdemokrater mange gange har kritiseret medierne for at give den for tiden siddende statsminister for let spil. Med Lykketofts kronik i dag, gjorde han derfor noget ekstra for at komme igennem med sit budskab – og igennem kom han, men pludselig blev han selv historien, fordi det borgerlige Danmark angreb ham for ordvalget ”farlig”.

 Til Nyhedsavisen siger Lykketoft: ”Jeg bliver da stadig forundret over, at meninger og holdninger ikke dækkes så intenst som ordvalg. Når jeg brugte Marianne Jelveds udtryk om Fogh vidste jeg da, at det ville blive kritiseret. Men det er jo jeres (mediernes, red.) måde at arbejde på. Det var en måde at få ordet.”

Man må med andre ord – ifølge det borgerlige Danmark – ikke kalde Fogh farlig. Men hvad må man mon så kalde ham? Berlusconi? Demagog? Og hvis man nu brugte et andet ord, ville det så blive hørt? Eller ville det bare blive placeret bagerst i avisen, nederst på siden, hvis det overhovedet bliver omtalt?

Jeg har længe før jeg trådte aktivt ind i politik, påpeget problemet i de stadig flere kommunikationsrådgivere i dansk politik. Tankesættet i en film som Kongekabalen er desværre ikke så langt fra virkeligheden som man kunne håbe. Man kan sige at parolen i dansk politik er blevet ”alt hvad du siger, bliver vendt imod dig”. Dialogen og mulige brede samarbejder, drukner i strategi, taktik og spin. Min påstand er at en del af årsagen til at Danmark er plaget af en meget stiv blokpolitik skal findes i det evige politiske spinneri.

Begår Anders Fogh Rasmussen noget ulovligt? Kan man anklage ham for at være på medie-EPO? Fogh har aldrig erkendt fejl, han er aldrig testet positiv, men medierne går heller ikke så hårdt til ham at han som en anden Bjarne Riis må træde frem og erkende sandheden.

Du kan i øvrigt debattere Lykketofts kronik direkte med ham selv på hans hjemmeside her...

www.benny-engelbrecht.dk

Anders Fogh Rasmussens massive spin mod filmen ”Den hemmelige krig” lykkedes. Der blev sået tvivl om troværdigheden, men en uvildig undersøgelse viser at der ikke var hold i regeringens kritik. Det er den højst troværdige prorektor ved Aarhus Universitet, tidl. chefredaktør for JydskeVestkysten Mette Bock der udtaler sig på vegne af undersøgelsesgruppen og konkluderer: ”Der bliver fremlagt tilstrækkelig dokumentation og indicier, brugt troværdige kilder i et omfang som gør, at filmen lykkes med det, den vil, nemlig at bringe kritisable forhold til offentlighedens kendskab.” Dette udtaler Bock i dag til Ritzau.

Læs om dette på TV2s hjemmeside...
Læs og hør interview med Mette Bock...
Læs mere på filmens hjemmeside

Dermed er der kommet endnu en pind til kritikken af regerings håndtering af tvivlsomme metoder, der ligner tortur. Atter må jeg påpege min tidligere opfordring til statsministeren om at tage skarpt afstand fra USA's metoder og samtidig undlade igen at indgå samarbejde med lande der ikke til fulde efterlever krigens konventioner.

Jeg erkender at det er USA der er ude på et skråplan med deres holdning til torturlignende metoder, men som ansvarligt land kan Danmark så heller ikke samarbejde med amerikanerne.

Læs også:
Trick nummer 1 hedder flyt fokus
Den lilla dør og det lille flag 
Statsministeren presses til at rejse kritik af Bush
Regeringen må lægge afstand til amerikansk regering
Fejlfortolker Anders Fogh George W. Bush
Regeringen giver indsigt i fortrolige Afghanistan dokumenter
Der kan være grundlag for rigsretssag mod statsministeren
Danske soldater fejlplaceret i Helmand
Søren Gade skaber utryghed hos danske soldater

www.benny-engelbrecht.dk

Det er en klassisk diciplin for spindoktorer at sende ubehagelige nyheder ud i slipstrømmen af en sensation. Det er en ret smart måde at komme af med en historie der kan give ubehageligheder og så længe det ikke bliver opdaget er det ret smart.

Vi har netop oplevet den pudsige situation at justitsministeren trak en meddelelse om at hun fik frataget sit kørekort betinget. Om det var bevidst at meddelelsen blev gemt væk og først offentliggjort kort tid efter at det var meddelt at Kronprinsesse Mary var gravid kan næppe bevises.
Mit gæt er at man har været enige om at snige meddelelsen ud fredag eftermiddag, hvor den let kan forsvinde i den almindelige weekend travlhed, men pludselig opstod den helt rigtige mulighed torsdag.

Nu er spørgsmålet om der er andre kedelige sager der skal gemmes lidt af vejen. Er det tilfældet er lige nu - onsdag klokken 23:05 det rette tidspunkt. Det er et sandt gyldent øjeblik for spindoktorer.
For et øjeblik siden har FCK sensationelt vundet over Manchester United og det vil uundgåeligt rydde alle forsider i morgen. Så opdager du en lille notits om en minister et sted - så kan det være helt bevidst.

Jeg har selv, helt utilsigtet, oplevet hvor slemt det kan gå hvis en sensation tager al opmærksomhed. Min oplevelse er nogle år gammel. Jeg havde arbejdet et par dage med en presseudsendelse som vi udsendte om eftermiddagen og alle var glade. Lige indtil en af mine kolleger fortalte at der var et rutefly der havde ramt et højhus i New York.
Rigtigt gættet. Datoen var 11. september 2001!
Jeg behøver vel næppe fortælle at der ikke kom særlig meget mere ud af den historie?

Du har allerede oplevet det - regeringstro kommentatorer angriber Socialdemokraterne for at være økonomisk uansvarlige når der kræves flere midler til kommunerne. Dette budskab kan man se i Jyllands-Postens leder i dag og i BTs leder fra i søndags hvor budskabet fra Venstres jubelmøde i Odense om at Helle Thorning-Schmidt er en Anker Jørgensen i pænere tøj gentages.

Samtidig oplever vi at borgerlige politikere står i kø for at sende debatindlæg under samme parole afsted. Således kunne man i går læse om den "røde cirkusøkonomi" i JydskeVestkysten med Ellen Thrane Nørby som forfatter. Jeg er ret overbevist om at Thrane der for tiden er til FNs generalforsamling i New York har fået et vink med en vognstang om at dette indlæg skulle skrives, ja måske endda fået et udkast tilsendt. Sidstnævnte er måske også forklaringen på at hendes sprogbrug er utidigt hårdt. Min forgænger J. K. Hansen kritiserer hende for netop sprogbrugen i dagens udgave af JydskeVestkysten.

Regeringen vil givet fortsætte med at gøre alt for at flytte fokus fra den store velfærdskrise. Om det kan lade sig gøre vil tiden vise, men mon ikke danskerne godt kan gennemskue dette spin.

I dagens udgave af JydskeVestkysten svarer jeg på Thranes debatindlæg. Læs svaret her...

Tidligere vice-præsident i USA, Al Gore, er aktuel med filmen En ubekvem sandhed. En film der tager udgangspunkt i Gores foredrag om verdens miljøtilstand.

Jeg har desværre ikke haft mulighed for selv at se filmen, den går ganske vist i Kolding, men det er lidt langt at køre og svært at finde tid, så nu håber jeg at den i den nærmeste fremtid kommer længere sydpå. For anmeldelserne kan man ikke tage fejl af.

Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere, for kan man forestille sig at miljøspørgsmålet er blevet udpeget af smarte spindoktorer som "the next great theme" der skal vende vælgerne mod Gore i en kommende præsidentvalgkamp. Tanken har naturligvis også strejfet andre, men lad os lige prøve at overveje hvad det vil betyde hvis det er tilfældet.

Al Gore fremstår som en moden, afklaret person med stor indsigt omkring verdens miljøtilstand. Han har sat sig ind i stoffet, har besøgt såvel arktis som antarktis og har gjort sig til verdens førende fortaler for global handling for miljøet.
Skulle han, på den baggrund, blive valgt som USAs næste præsident vil han være tvunget til at handle på miljøets vegne. Alt andet vil være direkte ødelæggende for et eventuelt genvalg. Man kan som politiker ikke have en så stor mærkesag, som man så ikke gør en indsats for når man bliver valgt.

Min pointe er med andre ord, at hvis Al Gores mål er at blive præsident og det er årsagen til at han har valgt at dedikere år af sit liv på at tale miljøets sag, så er der intet galt i det. Tværtimod.

Faktisk er der også en anden mulighed, nemlig at Al Gore er helt igennem sandfærdig og ikke har gået efter den største post. Skulle hans indsats så vise sig at munde ud i at tilstrækkeligt med demokrater ønsker ham som deres kandidat, så er det bare et middel til at føre hans planer på miljøområdet ud i livet.

Uanset hvilket motiv der ligger bag, vil resultatet blive det samme: Et USA med en nyvunden miljøbevidsthed og dermed det bedst tænkelige udgangspunkt for endelig at få gjort noget globalt for miljøet.
Gores tanker har da også bredt sig. Schwarzenegger i Californien indfører nogle særdeles vidtgående miljøreformer og Hillary Clinton, der er den mest sandsynlige næste demokratiske præsident, har også tillagt sig miljøet som en mærkesag.

Sågar i Danmark er det lykkedes at få vendt den næsten hadske stemning om miljøområdet som Anders Fogh Rasmussen, med hjælp fra Bjørn Lomborg, brugte til at beskære Miljøministeriet helt ind til benet og undsige Svend Aukens store indsats. I dag lyder der helt andre toner, der dog i Fogh-regeringens orkestrering lyder underligt hult og falsk i sammenligning med Gores inderlige oprigtighed.

Spin eller ikke spin? Lad os nu bare glæde os over at miljøet ser ud til at blive vinderen.

Der er slået mere end en flig af Venstres kommunikationsskjold. Den megen fokus på Peter Christensen, først i forbindelse med debatten om skattelettelser og nu om ulighed viser at også i regeringenspartierne kan det gå helt galt.

Anders Fogh Rasmussen gør alt hvad han kan for at få det til at se ud som om han er garant for velfærd, til trods for at nedskæring på nedskæring beviser det modsatte.
Derfor må det gøre meget ondt at høre en partifælle melde klart ud at hans holdning er at større ulighed er positivt.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at Peter Christensen er hudløs ærlig når han skriver som han gør i et debatindlæg i Politiken. Til gengæld må han også lægge rygstykker til en ordentlig gang prygl fra landsfaderens side, hvis de presseforlydende der er sluppet ud efter Venstres gruppemøde står til troende.

Den megen uro på bagsmækken i Venstre kan tyde på at Anders Fogh Rasmussen er ved at skræve så bredt i sin iver efter at tækkes vælgerne at bukserne ikke holder længere.

Det bliver uhyre interessant at følge den kommende tids udvikling.

Læs om udviklingen i sagen om Peter Christensen her...

Sønderborg klarer sig ret godt i forhold til at skabe spændende aktiviteter og tiltag der kan markedsføre området, men det kniber når det handler om at få det omtalt udover områdets egen presse.

Desværre er der ikke nogen der har taget initiativ til at samle ansvaret for at skabe omtale af de mange positive historier et sted.

Som det er i dag har vi en række foreninger og institutioner der hver for sig gør deres bedste for at markedsføre sig og dermed Sønderborg-området, men ingen af dem er specialister på området.

Det drejer sig for eksempel om Sønderborghus, Kultur i Syd, Byens Scener, Teaterforeningen og områdets mange ringriderfester. Dertil kommer Sønderborg kommunes kommunikationsafdeling, ferieregion Sønderborg og Center for Erhversudvikling der faktisk har ressourcer til at markedsføre.

Det kan virke besynderligt at der ikke allerede er etableret et formelt samarbejde mellem disse aktører, for at sikre mere og bedre omtale.

Clapton får for lidt omtale
Når Eric Clapton spiller i Augustenborg er det en flot historie - og man kunne derfor have ønsket sig mere end cirka 1 minut i morgennyhederne på TV2. Det var i øvrigt et glimrende indslag og formanden for Kultur i Syd Torben Lindvang klarede sig glimrende. Han fik fremhævet at det ikke handler om hvor mange en kunstner som Clapton kan optræde for, men at rammerne skal være gode - stemningen skal være i top for at en kunstner på hans niveau vil optræde - og det er den i Augustenborg om sommeren.

Vores store udfordring består nu i at skabe en ramme der gør at vi også kan skabe de helt store musikalske oplevelser på andre tidspunkter af året - for det er kun ganske få måneder af året vi kan satse på udendørs arrangementer.

Løsningen hedder sandsynligvis en multihal og arbejdet med det er udenvejs. Jeg vil blot håbe at man netop sikre at rammerne bliver unikke. Hvis der bliver for meget gymnastiksal over det, kan det blive meget vanskeligt at tiltrække de rette navne til byen.

Ekstra Bladet spinner helt af sporet
En helt anden historie som jeg også beskæftigede mig med i søndags er regeringens brug af spindoktorer.
Jyllands-Posten klarlagde handlingsforløbet omkring det spin regeringen udførte omkring ECRIs kritiske rapport.

Jeg forudsagde at det ikke ville give de store dønninger - højst en kritisk leder eller to. Jeg fik ret. Foreløbig har alene Information skrevet en enkelt leder. Det gjorde de i mandags på bagsiden, men derudover har der været larmende tavshed.

Det er ganske enkelt lykkedes at lave en afsløring af de større omkring spin, uden at nogen for alvor har lagt mærke til det.
Det bliver så dobbelt ynkeligt når man læser Ekstra Bladets leder fra i går: http://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/article213546.ece

Her håner lederskribenten regeringen for dens brug af spindoktorer for 30 millioner om året samt en yderligere krisehjælp til syv af ministrene for yderligere en halv million.

Ekstra Bladet konkluderer: "Regeringen bruger store summer på at styre medierne, men det lykkes langtfra altid, og gudskelov for det."
Det er helt grotesk at avisen - der ellers gør hvad de kan for at markedsføre sig som værende kritiske - skrive sådan, uden at gå kritisk i kødet på ECRI sagen.

Faktum er desværre at sagen er så tilpas kompleks at den ikke kan fortælles i en kort overskrift.

Desværre er de bedste eksempler på spin ofte temmelig komplicerede og derfor er det meget sjældent at de kan overskues med mindre man virkelig bruger store journalistiske ressourcer på at afdække dem.
De ville klæde Esktra Bladet ikke at hykle så meget omkring brugen af spindoktorer - for uanset at avisen åbenbart tror noget andet, så virker spindoktorerne.

Mere om Benny
Du kan læse mere om mig på min hjemmeside: www.benny-engelbrecht.dk

Man kan med rette spørge sig selv hvorfor regeringens ministre har ikke mindre end 15 spindoktorer ansat. Svaret er desværre ganske simpelt: Fordi det virker.

Det er ganske sjældent at offentligheden får indblik i hvor effektivt godt udført spin virker, men på grund af journalisten Morten Pihl fra Jyllands-Posten løftes nu en flig af det slør der oftest ligger over kommunikationsspecialisternes arbejde. Se en kort artikel på avisens hjemmeside: http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=3854594/

Den 16. maj udgav Europarådets racismeorgan, ECRI, en kritisk rapport om Danmark. Det vidste man lang tid i forvejen, så adskillige uger inden offentligørelsen af rapporten vedtog regeringens koordinationsudvalg en offensiv kampagne der skulle udnytte svagheder i rapporten i form af faktuelle fejl.

Det er oplagt at faktuelle fejl ikke er hensigtsmæssige, men sandheden er nok at rapportens kritik ikke ville ændre sig væsentligt hvis fejlene var korrigeret. Er man i tvivl kan man jo selv læse rapporten igennem. Den findes i sin samlede form på dette link hvor dne kan downloades som PDF fil på dansk: http://www.coe.int/t/e/human_rights/ecri/1-ECRI/2-Country-by-country_approach/Denmark/Denmark_CBC_3.asp

Statsministeren var ude på selve dagen for offentliggørelsen der tilfældigvis faldt sammen med hans ugentlige pressemøde. På mødet sagde han blandt andet: "ECRI laver sin rapport på grundlag af von hørensagen, hvor man hører lidt der og lidt her, og så fører det ind i rapporten. Det kan vi ikke tage alvorligt."
Det er oplagt at ECRI skal nedgøres på sine fejl - og det lykkedes.

Jyllands-Posten har fået akt-indsigt i sagen og kan derfor afsløre at Udenrigsministeret allerede tre dage senere, den 19. maj, kunne notere sig at sejren var i hus både nationalt og internationalt.
En sag der meget vel kunne have ført regeringen i alvorlige problemer blev afværget på ingen tid.

Man kan naturligvis stille sig selv spørgsmålet om det nu også er så godt et spin, når Jyllands-Posten nu kan afsløre handlingsforløbet, men det behøver spin-doktorerne næppe bekymre sig over. Dels har man jo ikke gjort noget ulovligt eller bevidst forkert, man har blot fremhævet nogle fejl der jo reelt fandtes i rapporten. Dels befinder vi os lige midt i sommerferien - ja i en af de varmeste somre længe - og hvem pokker vil bekymre sig om en lille politisk krusning på vandet. Endelig - og det er nok det vigtigste - så er selve forløbet omkring sagen så kompliceret at det ikke er en "vinder-sag". Den er ganske enkelt for vanskelig at få folk engageret om at hidse sig op over.

Jeg erkender at der nok skal komme nogle krusninger. Der kommer lidt kritiske læserbreve og lederskribenterne i Politiken og Information skal nok finde den spidse pen frem. Ja, måske kommer der endda et kritisk indslag i DR2s Deadline. Men det er så også det.

Man kan derfor fristes til at tro at årsagen til at Jyllands-Posten har fået aktindsigt på netop det tidspunkt de har har været timet for at historien skulle bringes til torvs netop midt i sommerferien. Dette - vil jeg dog understrege - er blot en gisning fra min side.

Husk at du kan læse mere om mig på www.benny-engelbrecht.dk