Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » stiftelse
Opret egen blog | Næste blog »

Sønderborg Musikråd stiftet – kvalitet frem for kvantitet

4. Sep 2006 06:32, Benny-Engelbrecht

For snart tre år siden begyndte arbejdet med at skabe det der skulle blive en kulturpolitisk handlingsplan for den nye Sønderborg kommune. Jeg sad med, først i en fokusgruppe, siden i det udvalg der sammenskrev de politiske planer i samarbejde med de syv kommunaldirektører fra de syv kommuner der fra årsskiftet danner den nye Sønderborg kommune.
Den kulturpolitiske handlingsplan anbefaler oprettelsen af et idrætsråd og et musikråd. Idrætsrådet blev dannet inden sommerferien af en række initiativrige personer. Kort efter indkaldte jeg til et debatmøde om musikkens fremtid og her blev det klart at der var stor opbakning til dannelsen af et musikråd.

Arbejdsgruppen har nu sommeren over udarbejdet retningslinier og vedtægter for rådet og det betød at vi i går kunne holde stiftende generalforsamling. Det blev til et meget flot fremmøde og der var stor interesse for at få en plads i det nye råd.

Fra nu af handler arbejdet om at skabe rammerne om musikken i Sønderborg. Det er oplagt at satse på kvalitet og inddragelse af for eksempel Sønderjyllands Symfoniorkester i det arbejde, men samtidig skal der også arbejdes på at sikre fødekæden. Der mangler afgjort en scene for den lokale musik, for de mange gode orkestre - en scene hvor nye talenter for alvor kan udklækkes.

Der er nok af udfordringer for rådet. Min anbefaling går i retning af at satse på kvalitet frem for kvantitet når der skal laves store arrangementer. Det er ikke rådet der skal skabe de store koncerter, men de skal gerne være rådgivende omkring valg af repertoire.

Mit arbejde omkring musikrådet er nu afsluttet. Det har været inspirerende at være med til for en gammel rockmusiker, men nu er det også rart at vide at det er overleveret til dygtige mennesker. Jeg vil fortsætte med at følge med fra sidelinien og håber naturligvis at jeg kan gøre brug af rådets ekspertise i fremtiden, når jeg skal repræsentere Sønderborg.