Smartlog v3 » Benny Engelbrecht » studerende
Opret egen blog | Næste blog »

Minister får spørgsmål om studerende i klemme

6. Sep 2007 09:57, Benny-Engelbrecht

3000 unge studerende i det sydlige Jylland har ikke modtaget deres uddannelseskort, så de skal betale den fulde billetpris for buskørsel til deres uddannelsessted. Det udløser nu en række spørgsmål til undervisningsministeren fra Socialdemokraterne Rasmus Prehn og Benny Engelbrecht.

I dag stiller folketingsmedlem Rasmus Prehn tre spørgsmål til undervisningsministeren, hvor han beder om en redegørelse for de unges situation. Den typiske ekstraomkostning for en studerende ligger omkring 200 kroner ekstra om ugen til billetter og klippekort. Penge som de unge ikke kan få refunderet og det harmer Rasmus Prehn og Benny Engelbrecht.
Reglerne er sådan, at hvis den unge har købt et månedskort, kan han eller hun få penge refunderet når kortet er udstedt, men hvis man bruger billetter eller klippekort giver det ingen refusion.

”Der er naturligvis ingen der køber månedskort, når de ikke ved hvornår deres uddannelseskort kommer. Derfor håber vi at ministeren vil give en dispensation, så de unge der er kommet i klemme kan få kompensation også for klippekort og billetter,” siger Benny Engelbrecht. ”Sådan som informationen til de studerende er lavet, er det intet at sige til at så mange har misforstået hvad de skulle gøre.”

De to socialdemokrater håber at spørgsmålene kan sætte skred i sagerne, så der kan komme en hurtig afklaring for de studerende der er i klemme her og nu, men deres sigte er også at der kommer et bedre system, inden der næste gang skal søges om uddannelseskort.

”Rasmus Prehn og jeg har givet hinanden håndslag på, at hvis regeringen ikke tager initiativ til at lave et smidigere system, må vi selv udarbejde et beslutningsforslag der kan behandles i folketingets kommende samling,” siger Benny Engelbrecht, der er folketingskandidat i Sønderborg kredsen.

Se artikel i dagens onlineudgave af JydskeVestkysten...

www.benny-engelbrecht.dk

Socialdemokraterne går ind i sag om buskort

17. Aug 2007 13:27, Benny-Engelbrecht

Socialdemokraternes folketingskandidat i Sønderborg, Benny Engelbrecht, tager nu sagen om langsommelig behandling af buskort for studerende Syd- og Sønderjyder op. Sammen med hans partifælle MF Rasmus Prehn vil han få belyst de principielle spørgsmål sagen rejser.

”Rabatmuligheden for studerende er jo fin, men hverken information eller sagsbehandling er åbenbart effektiv nok,” konkluderer Benny Engelbrecht, efter DR Syds omtale af sagen. ”Det må vi finde en løsning på.”

Hans partifælle Rasmus Prehn, Socialdemokraternes forskningsordfører og medlem af folketingets trafikudvalg, bakker op om at finde bedre løsninger: ”Vi vil stille spørgsmål til dette i trafikudvalget og om nødvendigt vil jeg fremsætte forslag om et bedre system,” siger Rasmus Prehn.

SU-styrelsen peger selv på en digitalisering af proceduren omkring ansøgninger om rabat, men principielt mener Engelbrecht og Prehn at det lyder af alt for meget bureaukrati.

”Jeg mener vi skal finde en mere enkel ordning. Enten skal der være en automatik i systemet eller også skal det være tilstrækkeligt for en studerende at vise sit studiekort når hun eller han køber buskortet hos busselskabet,” siger Rasmus Prehn.

Sammen med Benny Engelbrecht vil Rasmus Prehn sætte sig i kontakt med EUC SYD, for at høre deres forslag til hvordan man kan indrette systemet bedre.

Læs mere om sagen på DR Syd

Rasmus Prehns hjemmeside

www.benny-engelbrecht.dk

Fald i antal studerende skræmmer

28. Jul 2006 05:59, Benny-Engelbrecht

I dagens udgave af JydskeVestkysten kan man læse at der er et faldende antal sønderjyske unge der i år er blevet optaget på en videregående uddannelse.

Det er en skræmmende udvikling der kan bringe hele områdetrs udvikling i fare.

Dels vil vi gerne tilbyde flest mulige unge en videregående uddannelse i nærområdet. Det er en af årsagerne til at der satses på et universitet i Sønderborg, dels ved vi at det er meget vanskeligt at tiltrække højtuddannede udefra. Hvis vi skal sikre os bedst muligt i fremtiden skal vi derfor satse på at vores egne unge vælge mellemlange og lange videregående uddannelser.

På landsplan er der sket et lille fald i antallet af studerende på 0,77 pct. Det kan forklares med de faldende ungdomsårgange, men i både Sønderjyllands og Ribe amter er faldet på 6,8 pct i forhold til sidste år.
En af forklaringerne kan være at arbejdsmarkedet i det sydlige Jylland lige for tiden har brug for enhver ledig hånd.Og det er naturligvis fristende for en ung der lige er færdig med gymnasiet og nu kan se frem til mange flere år på skolebænken. Problemet er imidlertid at får man først smag for de større indtægter bliver det meget svært at vende tilbage til SU bagefter.

Der er ikke nogen lette løsninger. Det bedste er den langsigtede indsats der handler om at motivere unge i deres studievalg gennem påvirkning allerede i folkeskolen. Det kunne blandt andet handle om at skabe et ambassadørkorps for universitetet i Sønderborg der kan rejse rundt på de sønderjyske folkeskoler og fortælle hvad det vil sige at være studerende.
Idéen er hermed givet videre.

Uddannelse er hjørnestenen i at sikre fremtidens vækst i Sønderjylland.

 

Mere om Benny
Du kan læse mere om mig på www.benny-engelbrecht.dk