Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » sukker
Opret egen blog | Næste blog »

Hvor sød må din mad være?

1. apr 2009 09:18, Benny-Engelbrecht

Hvor sød må maden være?Begynder du dagen med en flødebolle, skyllet ned en halv kop kaffe med fløde og 10 stykker sukker? Nej vel. Og du vil heller ikke lade dine børn få vingummi til morgenmad? Slet ikke. Men hvis du sætter knasende morgenmadsprodukter på bordet, så kunne du egentlig lige så godt have sat slikskålen frem med det samme.

Det er nemlig rene sukkerbomber, vi overhælder med mælk ved morgenbordet. De mindst sukkerholdige er ganske almindelige cornflakes, som indeholder otte pct. sukker. I den modsatte ende finder vi produkter fra Kellogg´s som Special K Red Berries og All Bran Apple & Fig, hvor sukkerindholdet er oppe på ca. en fjerdedel.

Det triste er, at vi har fået det at vide utallige gange før. Uafhængige undersøgelser fra forbrugerorganisationer har testet vores morgenmad så mange gange, og hver gang er resultatet nedslående: Antallet af sukkerholdige knaseprodukter stiger, og det gør indholdet af sukker altså også.

To af de ”sukkertungeste” produkter på det danske marked er fødevarebranchens svar på horrorhistorier: De traditionelle Guldkorn og de nyere Honey Bees, indeholder begge op mod 40 pct. sukker. Et femårigt barn, som spiser en lille portion af disse produkter til morgenmad, får dækket over halvdelen af sit sukkerbehov ved den lejlighed.

Det er direkte forbrugervildledning, når producenterne påstår, at en række af disse morgenmadsprodukter er noget, man bliver sund af at indtage. Naturligvis er det sundt med fiberrig kost, men når fibrene bogstaveligt talt er druknet i sukker og honning, så er det så som så med sundheden.

De påståede sunde morgenmadsprodukter er faktisk slet ikke egnede til morgenmad. De indeholder simpelthen alt for meget sukker til at være en del af den daglige kost, selv om de sælges som ”særligt sunde”, der giver velvære, slanke taljer og fysisk styrke. Forbrugerne må i dag selv holde sig orienteret om sukkerindholdet, men det står jo ikke på posen med store bogstaver, at ”sukkerindholdet i dette produkt er meget højt.”

Også derfor er det betænkeligt, at stærke kræfter med fødevareministeren i spidsen vil gøre GDA-mærket obligatorisk i hele EU. GDA betyder ”retningslinje for daglig mængde”, men det angiver ikke ernæringsindholdet pr. 100 gram – som vi gør nu – men pr. ”portion”. Problemet ligger i, at producenten selv kan bestemme, hvor meget ”en portion” er. Fx har Coca-Cola forskellige portionsstørrelse angivet på forskellige typer sodavand. Desuden er GDA meget usikker, fordi det tager udgangspunkt i, hvad en voksen kvinde på 40 år bør indtage som en afbalanceret kost. Denne kvindes børn eller hendes forældre har helt andre kostbehov, og dermed vildleder GDA.

Jeg glæder mig over, at syv danske organisationer fra Forbrugerrådet til Hjerteforeningen nu advarer mod at gøre GDA obligatorisk. Navnlig skal Landbrugsraadet have ros for at være på den rigtige side af plankeværket i denne sag.

I sammenhæng med det helt overdrevne sukkerhindhold i vores morgenmad er det svært at forestille sig, hvordan forbrugeren skulle kunne orientere sig udelukkende med den tvungne GDA-mærkning.

I dag kan forbrugerne læse en deklaration, som angiver sukkerindholdet pr. 100 gram. Det kan være svært nok, men det er trods alt en mængde angivelse der er til at forholde sig til. Jeg vil dog gerne slå fast at der ikke noget som helst i vejen for, at producenterne af egen fri vilje begynder at skrue ned for sukkeret i vores morgenmad.
Samtidig med at de skruer ned for de overdrevne sukkermængder kunne de så passende holde op med at klæbe etikken ”sund” på morgenmad med for højt sukkerindhold.

www.benny-engelbrecht.dk

Bliv dum af junkfood

15. aug 2008 07:47, Benny-Engelbrecht

Sund mad giver kloge børnNærende, sund mad er vigtig for os alle, men især for børn. Det er oplagt at der er en sammenhæng mellem den kost vi indtager og vores fysiske tilstand. For meget fedt er ikke godt, for meget sukker heller ikke. Der skal være en god balance.

Imidlertid er der også en sammenhæng mellem mad og indlæring – vi har vist det længe, men nu har britiske forskere påvist en større sammenhæng end først antaget. Undersøgelsen fra Storbritanien lægger sig fint i forlængelse af det arbejde kokken Jamie Oliver har gjort for at få indført sund mad i de britiske skoler, især fordi konklusionen af undersøgelsen er at der skal sættes endnu tidligere ind end i skolerne. Indlæringsevnen i skolen bliver nemlig ikke blot påvirket af den mad eleverne spiser i skolen, nej man har konstateret at der er en direkte sammenhæng mellem det børnene spiste i tiden før de kom i skole – og det har større betydning for indlæringsevnen hvad børn spiser i børnehaven end deres mad i skolen. Overfører man det til danske forhold er det jo fint at der satses på sund mad i børnehaverne – men der er stadig en stor opgave foran os med at sikre adgangen til den sunde mad.

Det er min oplevelse at det meget sjældent er manglende vilje der er årsagen til at småbørnsforældre vælger den lette løsning og serverer usund mad for deres børn. Det er oftest et spørgsmål om manglende tid, manglende viden og ikke mindst at der ikke er tilstrækkeligt med ”sund fastfood” på markedet. Der findes virksomheder der er begyndt at tilbyde deres medarbejdere at kunne tage gode, sunde færdigretter med hjem fra arbejde. Det er en fremragende måde at organisere sig på, især hvis tiden er presset i familien.

Der findes bestemt også muligheder for sund take-away i landets største byer, men det er de færreste af os der har den mulighed. Når vi skal lave kålsuppe eller vegetar-chili (for at nævne et ting vi kunne finde på at lave i aften), så er det i gang med den store snittekniv.

Der er brug for mere produktudvikling på dette område og derfor er det synd at vi i sin tid ikke fik det madhus som der var planer om ved årtusindskiftet. Der havde man kunne forske, udvikle og inspirere til at udvikle gode og sunde fødevarer. Nu er tiden imidlertid en anden og vi må gå andre veje for at få markedet til at udvikle produkter til travle familier med sultne børn.

Jeg har selv sådan en indgroet mistro til alle typer frosne færdigretter, men som mange undersøgelser har vist er der faktisk en del af disse produkter der er udmærket. Det ville dog gøre det meget lettere for forbrugerne at skelne mellem det sunde og det knap så sunde, hvis man havde et fornuftigt ernæringsmærke, der helt enkelt viser forbrugeren hvad der er fornuftigt at vælge. Det sparer tid, det skaber tryghed og vil kunne ændre nogle af de dårlige vaner.

Og når det gælder den næste generation, vil vi jo gerne at de får noget godt i skrutten, så de bliver klogere, smukkere, stærkere og får færre dårlige vaner end os.

Læs mere om den junkfood-undersøgelsen her...

www.benny-engelbrecht.dk