Smartlog v3 » Benny Engelbrecht » sundeved
Opret egen blog | Næste blog »

Hvad er det med motorvejen?

3. Sep 2006 08:28, Benny-Engelbrecht

Det er besluttet at der skal etableres en motorvej mellem Kliplev og Sønderborg. Det er et projekt der oprindelig blev igangsat af Sønderjyllands Amt og som nu er overtaget af staten. Motorvejen er nu så langt, at de første ekspropriationer - de såkaldte forhåndsekspropriationer - skal sættes i gang.

 

I dag bringer JydskeVestkysten en lang artikel om hvordan motorvejen vil påvirke de borgere der berøres direkte af projektet. Og ja - der finder man også Charlotte og jeg nævnt, for vi bor faktisk lige i linieføringen.

Og lad der så være sagt: Jeg ønsker ikke at tage stilling til motorvejen. Der er truffet de politiske beslutninger der skal om denne sag og jeg kan derfor vælge ikke at have en holdning til den.

Når jeg udtaler mig om motorvejen er det derfor som privatperson og uden at tage stilling til selve projektet.

 

Charlotte og jeg er naturligvis dybt berørt af udsigten til at skulle flytte fra vores drømmehus. Derom skal der ikke herske tvivl. Og som alle andre der skal flytte i forbindelse med ekspropriationerne har vi skulle bruge lang tid på at finde vores egne ben. Specielt uklarheden om hvad der skulle ske og hvornår det skulle ske har været ulidelig.

 

Nu er der omsider sat en dato på: 11. oktober. Den dag får vi en afklaring - og ærligt talt glæder vi os.

 

I dag har vi fundet en ro. Vi ved at det er uafvendeligt at vi skal flytte herfra en dag. Hvornår det bliver, vil tiden vise - vi har mulighed for at blive boende som lejere når staten har overtaget. Og det giver også noget tryghed, for så behøver vi ikke flytte med det samme.

 

Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at den dag hvor bulldozerne rent faktisk kommer, vælder følelserne frem.

Vi har dog valgt at vi må bruge dette positivt. Først og fremmest har vi erkendt at vi faktisk er privilegerede i forhold til de mange der ikke ligger lige i linieføringen. Der er rigtig mange der bliver berørt af dette byggeri uden udsigt til synderlig erstatning. Huse hvor motorvejen går stort set lige forbi stuevinduet og der vil ske en alvorlig værdiforringelse. Det er hos de mange familier, at min sympati ligger.

Arne Nielsson og pensionisterne

10. Jun 2006 17:54, Benny-Engelbrecht

Jeg plejer ikke at blande arbejde og politik sammen, men jeg vil gerne lige berette kort om en fantastisk oplevelse på arbejdet i går. Som led i et personaleudviklingsforløb havde vi besøg af den tidligere verdensmester i kano Arne Nielsson som holdt et super inspirerende foredrag for os.
Jeg kan varmt anbefale Arne Nielsson, uanset om energien er lav eller høj. For tiden har jeg et ret højt arbejdspres i alle henseender, så det var rigtig godt at blive bekræftet i at man kan det man sætter sig for. Det er jo ofte indstillingen der er afgørende for udfaldet.

I dag har Charlotte og jeg været på en dejlig tur sammen med partiforeningens pensionister. Bortset fra at vejret næsten var FOR godt, blev det en både hyggelig og inspirerende tur. Tak for de mange roser til deltagerne - og ikke mindst tak for en rigtig hyggelig tur ud vestpå.

Dagens udgave af JydskeVestkysten bringer omtale af generalforsamlingen i Sundeved i torsdags, så jeg har fået en hel del positive tilbagemeldinger i løbet af dagen - tak for det!

Valgt i Sundeved

8. Jun 2006 21:48, Benny-Engelbrecht

Her til aften var det tid for den ekstraordinære generalforsamling i Sundeved partiforening. Der var en rigtig god stemning og en enig generalforsamling valgte at pege på mig som deres forslag til folketingskandidat.

Tusind tak til jer for det! Jeg ved at I nærer store forventninger til mig - jeg vil gøre alt for ikke at svigte jer.

Jeg vil gerne rette en speciel tak til Mikkel for din anbefaling. Mikkel og jeg har arbejdet tæt sammen i den kommunale valgkamp med ham som frontfiguren og mig på baglinien der lagde strategien. Nu er rollerne byttet og jeg kan nyde godt af Mikkels lange politiske og organisatoriske erfaring.

Jeg vil også sige mange tak til Lenna der supplerede Mikkels anbefaling med et par anekdoter fra min aller første tid i partiet. Det var dejligt at blive mindet om dengang. Nu ved jeg godt at jeg lyder som en olding, selvom jeg bare er 35, men i min tidshorisont føles 1992 virkelig som "gamle dage".
Der er lang vej endnu til denne opstilling er slut, men med tre klare anbefalinger fra lige så mange generalforsamlinger er det svært at være pessimist.

Jeg ser frem til det fortsatte opstillingsforløb med sindsro og siger foreløbig tak til Gråsten, Augustenborg og Sundeved for jeres støtte.

Næste generalforsamling jeg deltager i bliver Egen partiforening på mandag. Jeg ser frem til at få endnu en god politisk debat med engagerede partimedlemmer.

Chancen for en ny grundlov forspildt

5. Jun 2006 09:12, Benny-Engelbrecht

Vi kan ønske hinanden mange ting i dag. God pinse, god fars dag, men vigtigst af alt: God grundlovsdag.

Vi kan i dag fejre en grundlov der står foran den første revision siden 1953. I al ubemærkethed har Folketinget vedtaget en ændring af grundloven, der betyder at kvinder og mænd ligestilles når der skal udpeges en tronfølger. Ændringen er ganske logisk, for naturligvis skal der ikke gøres forskel på prinser og prinsesser - men når det så er sagt, kan man ikke være tilfreds med den forspildte chance for at få vedtaget en gennemgribende revision af grundloven. En revision der er tiltrængt.

Helt grundlæggende giver den nuværende grundlov ikke et dækkende billede af forholdet mellem kongemagten og folkestyrets retvisende organer.
Hvis du ikke lige er opdateret på alle grundlovens elementer kan jeg anbefale den publikation Folketinget har udarbejdet som introducerer grundloven. Den blev sidste år udsendt til alle 18-årige på deres fødselsdag. Du kan hente den som PDF fil på denne adresse: http://www.ft.dk/pdf/Min_Grundlov.pdf

Specielt halter vores nuværende grundlov på menneskerettighedsområdet. Borgernes rettigheder og friheder er ganske enkelt mere vidtgående i Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention og i EU's charter om grundlæggende rettigheder end i vores grundlov. Det er et problem som vi før eller siden er nødt til at forholde os til - navnlig i en tid hvor kontrol, som en del af kampen mod terrorisme bringer os stadig tættere på grænsen for overskridelser af menneskerettighederne.
Vi er med andre ord nødt til at tage stilling til hvad der er vores grundlæggende værdier, hvad der skal være fundamentet for vores samfund.

Desværre har den borgerlige regering - ikke mindst den nuværende statsminister - ikke ønsket denne debat nu.
Skal man være meget kynisk kan man mistænke statsministeren for ikke at turde tage en meget vigtig diskussion, der heller ikke kan undgås hvis man skal lave en ny grundlov: Spørgsmålet om Danmarks forhold til EU.
Men at en diskussion kan blive ubehagelig, langvarig og at det kan blive nødvendigt at gå på kompromisser for at nå et resultat alle kan stå inde for, er ikke det samme som at det ikke er vigtigt.

Der er næppe nogen tvivl om at vil være meget vanskeligt at trække danskerne af huse for at stemme om en grundlov, hvis der ikke er en "vindersag". Sådan en vindersag er netop spørgsmålet om en tronfølger. Her vil man kunne få tilstrækkeligt mange til at møde op og afgive deres stemme når det kommer til en folkeafstemning.

Det vil være langt vanskeligere at få folk af huse hvis en revision drejer sig om menneskerettigheder eller andre mere filosofiske spørgsmål, der kan være nok så vigtige, men som ikke just er de store "sællerter".

Når statsministeren har valgt at gå efter en mini-ændring af grundloven nu, er det derfor det samme som at hamre en solid pæl igennem enhver debat om grundloven i de kommende mange år. Og måske er det netop statsministerens bevæggrund.
Det gør ham ikke til nogen stor visionær statsmand - nærmere tvært imod.

Alligevel skal og bør vi fejre vores grundlov i dag. Og så må vi håbe på at kommende politikere vil være mere visionære. Politikere der indser at i det moderne velfærdssamfund har indbyggerne fået borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som ligger klart ud over, hvad der følger af den nuværende grundlovs ord. Politikere der forstår at det fælles værdisæt, som disse rettigheder udspringer af, bør indføjes i grundloven.

God 5. juni!