Pumpede kyllinger
5. Feb 2009 19:41, Benny-Engelbrecht
Neutralmarineret kylling – det lyder ganske harmløst ikke sandt? I virkeligheden er det ikke meget marinade over det saltvand der pumpes ind i det fjerkræ der i køledisken kaldes neutralmarineret. I min lille verden er marinade noget man bruger når man skal tilføre smag. Så blander man krydderier med for eksempel lidt olie og lader sit kød eller grøntsagerne hvile i det.
Sådan er det bare ikke med neutralmarinade. Det tilfører intet til kødet – altså udover vand. Og skal man have rigtig meget vand – og dermed vægt – i kødet, så kan man benytte et lille trick. En lille hemmelig ingrediens i form af protein fra huden på grisen.
Sådan en kylling med masser af vand og lidt grisebasse-proteiner, det kunne man tro ville kræve en rimelig grundig forklaring på indholdsdeklarationen, men det er ikke tilfældet. I aften kan man på TV2 se dokumentation for problemerne i programmet Operation X.
Det er naturligvis helt uacceptabelt at danskerne ikke kan stole på den indholdsdeklaration de finder på kødet i køledisken. Derfor har min partifælle Bjarne Lausten og jeg da også indkaldt fødevareministeren i samråd i sagen. Det kan ganske ikke være rigtigt at danskerne skal finde sig i den slags vildledning.
Jeg skal nok vende tilbage til sagen her på bloggen.
