Smartlog v3 » Benny Engelbrecht » tv syd
Opret egen blog | Næste blog »

Christiansborg er et stort teater

14. Nov 2008 16:29, Benny-Engelbrecht

Illustration fra Folketingets hjemmeside www.ft.dkChristiansborg er jo et stort teater, siger kritiske røster af og til. Det har de ikke altid ret i, men cirka hvert andet år er det fuldkommen sandt. Når Christiansborg Revyen med nogle års mellemrum løber af stablen, kan ingen føle sig sikker. Så viser glade, men talentfulde amatører fra arbejdspladsen Christiansborg sig på scenen i Landstingssalen med hjemmestrikkede viser, sange, sketches og satirer med et bid og et vid, som måske kan komme bag på andre. Hvis folk i almindelighed tror, at politikere og deres miljø er en flok selvhøjtidelige, kedsommelige dø´bi´ere – så må de tro om.

Det mest karakteristiske ved Christiansborg Revyen er, at alle er velkomne til at bidrage. Nok er det politikerne, der løber med megen af foromtalen, men revyen kunne slet ikke fungere uden medvirken fra hen ved 50 sekretærer, kontorfunktionærer, fuldmægtige, folketingsbetjente, håndværkere, journalister og mange flere ansatte fra snart sagt alle partier og alle afdelinger.

De skriver alt materiale enten til sig selv eller andre og fremviser resultatet med stor træfsikkerhed og på et niveau, som udmærket tåler sammenligning med de professionelle revyer som fx Cirkusrevyen eller Sønderborg Revyen. Ja, meget af materialet kunne direkte bruges i årets sommerrevyer, så godt er det. Man kan måske sige sig selv, at der på en arbejdsplads med små 1000 tilknyttede må være en vis talentmasse at tage af. Det er der så også. De skriver, synger og musicerer på livet løs – og alt fuldkommen frivilligt.

I år er det så første gang, jeg har haft mulighed for at bidrage aktivt. Det har været et hårdt slid i mere end seks uger, men det har været sjovt at foretage sig noget så at sige på tværs af Huset. Det har givet lidt ekstraarbejde ude over selve Folketingsarbejdet, men sådan er det for alle medvirkende. Man må ikke undervurdere det sociale aspekt af revyen, selv om det kunstneriske niveau er afgørende.

Det har været en glæde at stifte bekendtskab med så mange talenter fra alle grupper i dette ellers noget forvirrende hus, som Christiansborg sandelig også kan være – med eller uden revy. Vi kan godt vedstå det produkt, der ruller over scenen i alt fem gange. For nok er der en del intern humor. Det vil man finde på enhver arbejdsplads. Men der er ingen grænse for den politiske satire, som man kan finde i former lige fra den kærlige (selv-)ironi til den ædende onde satire.

Hvis man vil se politisk satire uden skelen, er Christiansborg Revyen i en klasse for sig selv. For årets sommerrevyer byder nok på politisk humor, men i vores tilfælde laver de politiske aktører altså tykt grin med sig selv. Og det er da nok ret uhørt. Det eneste beklagelige er så, at vi jo ikke kan vise revyen for andre end dem, der i forvejen har deres gang på Christiansborg og deres familier.

På Christiansborg har vi så ikke brug for talentkonkurrencer. For man må indrømme, at lige præcis på det sted har begrebet ”X-faktor” en helt anden betydning. Vi overlader det som bekendt til vælgerne at sætte X´er en gang i mellem. Så jeg kan kun opfordre til, at vælgerne sætter kryds ved nogle kandidater med kunstneriske talenter – det giver flere gode medvirkende til revyen.

Som antydet er det lidt af et uhørt fænomen, at de folkevalgte og de ansatte i et parlament mødes fuldkommen på lige fod i lige netop sådan et projekt. Jeg tror, det har at gøre med vor generelle holdning i hvert fald i det danske Folketing, nemlig at vi kan mødes på tværs og på lige fod og uden stjernenykker. Jeg har i hvert fald aldrig hørt om, at en uhøjtidelig forestilling som en satirisk revy kunne blive en realitet i fx England eller Italien. Kan man tænke sig Gordon Brown synge duet med en rengøringsassistent fra Underhuset? Eller Berlusconi – der ernærede sig som krydstogtsanger engang – med en selvironisk vise i Deputeretkammeret? Jeg har vanskeligt ved at forestille mig noget sådant. Så revyen siger reelt også en del om folkestyret her til lands. Den siger noget særdeles positivt, som dagligdagens politiske modsætningsforhold ikke altid vidner om. Selv om det har været nogle hårde uger, klynker ingen af os, men glæder os over publikums varme modtagelse. Det kunne vi godt tænke os at prøve igen.

Du kan i øvrigt se et indslag om revyen i aften på TV Syd...

Kan vi skyde os ud af problemerne?

19. Mar 2008 23:44, Benny-Engelbrecht

Bramgæs - Foto: Poul Reib fra www.dof.dk

”Ikke en fugl, ikke fisk, ikke en frø har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik,” får vi at vide igen og igen, når vi i oppositionen kritiserer den manglende miljøindsats i de forgangne år med borgerlig regering. Står det til fødevareminister Eva Kjer Hansen ser det dog ud til at i alt fald fuglene må forberede sig på nye tider. I valgkampen – nærmere bestemt den 30. oktober 2007 – foreslog fødevareministeren at man da bare kunne skyde de fredede bramgæs på Mandø.

Nu er det atter tid for besøg af det trækkende bramgæs på Mandø – og derfor er sagen atter aktuel. Det er vanskeligt at sige om ministerens tanker har spredt sig, men nu lufter en specialist fra Danmarks Miljø Undersøgelse muligheden for at man kan se på jagt af bramgæs. Det kræver dog store ændringer både i Danmark og EU – forvirringen breder sig med andre ord.
For at finde ud af hvad der er op og ned – og ikke mindst få klarlagt hvor meget ministeren har lovet i valgkampen – har vi i den socialdemokratiske gruppe besluttet at indkalde ministeren til et åbent samråd om problemerne med bramgæs den 9. april.

Naturligvis er der problemer med gæssene, men det er ikke det samme som at man straks skal i gang med at skyde dem. Vi må derfor også have set på andre løsninger – kan man for eksempel hjælpe de berørte landmænd med at lægge foder ud til fuglene, så deres afgrøder ikke ødelægges?
Hør i øvrigt også P1s miljømagasinet fra i dag.

Du kan også læse mere om det kommende samråd på TV Syds hjemmeside.

www.benny-engelbrecht.dk

Medier skal styrke dansk/tysk grænseland

9. Mar 2008 15:12, Benny-Engelbrecht

Det dansk/tyske grænseland er mindst lige så vigtigt et område for den danske samfundsudvikling som Øresundsregionen, men det er en udfordring at der ikke er tilstrækkelig med informationsudveksling hen over grænsen. Et første lille skridt er at styrke de medier der arbejder hen over grænsen. Derfor er jeg glad for at der nu ser ud til at være skred i dialogen mellem Tyskland og Danmark i spørgsmålet om en mediekommission.

Jeg udsendte derfor tidligere på ugen denne pressemeddelelse:

Engelbrecht støtter medieinitiativ over grænsen

Danmark bør arbejde aktivt med i en kommende fælles dansk-tysk mediekommission, som landdagen i Kiel netop har foreslået i en erklæring, der bakkes op af samtlige fem partier i landdagen.

Det foreslår socialdemokraten Benny Engelbrecht MF, Sønderborg, som også har modtaget en positiv melding om dette arbejde fra kulturministeren.

- Nu er vi for alvor ved at gå fra analog til digital tv-udsendelse, og det er derfor ikke et sekund for tidligt at sikre det danske mindretal adgang til at se dansk tv i Tyskland. Jeg vil derfor støtte en sådan mediekommission, som jeg tidligere selv har foreslået.

- TV Syd kan ikke løse sin opgave med at dække Sydslesvig journalistisk, hvis de mange seere syd for grænsen ikke har mulighed for at modtage signalerne. Derfor ser jeg frem til, at den fælles mediekommission hurtigt kan finde en løsning. Jeg er også glad for, at Brian Mikkelsen så klart har slået fast, at han vil drøfte sagen med partierne bag medieaftalen, siger Benny Engelbrecht.

I morgen holder jeg møde med chefredaktør Sigfried Matlok om dette emne. Matlok er en af de skarpeste kommentatorer omkring grænselandets forhold og jeg ser derfor frem til at udveksle idéer med ham.

www.benny-engelbrecht.dk

Motorvej til Sønderborg offer for finanslov

6. Feb 2008 07:38, Benny-Engelbrecht

Motorvejen Kliplev - SønderborgRegeringens finanslovsforslag for 2008 betyder i første omgang at motorvejen mellem Kliplev og Sønderborg udskydes i 2 år. Det er en sag der betyder meget i det syd- og sønderjyske, ikke mindst fordi et kommende sønderjysk sygehus skal ligge ved den nye motorvej - hvis den altså kommer. Jeg udsendte derfor i går aftes nedenstående pressemeddelelse.

”Det er helt uforståeligt at motorvejen mellem Kliplev og Sønderborg bliver et offer for regeringens finanslovsforslag,” siger socialdemokraten Benny Engelbrecht (MF), efter det står klart at vejen forsinkes mindst 2 år.

Benny Engelbrecht stiller sig helt uforstående over udskydelsen af projektet der blev endeligt vedtaget i forbindelse med finansloven for 2007. Planen var at motorvejen mellem Kliplev og Sønderborg skulle indvies i 2012 som et såkaldt OPP projekt – en finansieringsform der betyder at private partnere deltager i projektet og dermed belaster finansloven ret begrænset.

”Det kommer helt bag på mig, at motorvejen udsættes. Netop ønsket om at have et pilotprojekt omkring OPP-modellen, har ellers haft stor bevågenhed,” siger Benny Engelbrecht og fortsætter: ”Tilbage står sønderjyderne nu og kan føle sig godt snydt. Først betalte vi selv for en del af vejen med penge fra det gamle amt, som regeringen sagde pænt tak for. Derefter har mange husejere måtte se deres huse forsvinde under gravemaskiners tromlen og nu må vi så se udsigten til motorvejen fortone sig i horisonten.”

Benny Engelbrecht vil torsdag tage kontakt til de borgerlige folketingsmedlemmer der er valgt i Sønderjylland, for at bede dem søge indflydelse på beslutningen.

”Vi kan konstatere at der i Danmark er råd til at give skattelettelser for milliarder, men ikke til at gennemføre de projekter der har været planlagt længe,” slutter Benny Engelbrecht.

Tilføjelse:

TV Syd bringer indslag om sagen her til aften. Venstres gruppeformand Hans Christian Schmidt udtaler, at han vil kontakte ministeren for at afklare eventuelle problemer. Det anser jeg som et positivt signal, som jeg vil holde Hans Chr. fast på. Jeg har allerede kontaktet Hans Chr. og samtidig påpeget at Aabenraa havn også er blevet overset i finansloven, da et beskedent beløb der ville sikre at havnen kunne blive en del af forsøget med modulvogntog, ikke er medtaget i finanslovsforslaget.
Se indslaget fra TV Syd her...

www.benny-engelbrecht.dk

Jeg sælger ikke skindet før Bjørnen er skudt

9. Nov 2007 18:35, Benny-Engelbrecht

Kære vælger!

Jeg har været så priviligeret at blive opstillet i en meget stærk opstillingskreds - Sønderborg kredsen. Det har fået medierne til at give mig meget positiv omtale og der er skabt forventninger om at jeg er sikker på at komme i Folketinget efter valget på tirsdag.
Det er naturligvis opmuntrende at så mange er så optimistiske på mine vegne, men jeg vil gerne slå et par ting fast:

- Det er alene vælgerne der afgør hvem der vælges til Folketinget og det er alene personlige stemmer der tæller. Stemmer på listen fordeles efter personlige stemmetal.

- Jeg anser det først og fremmest som min opgave, som en aktiv folketingskandidat, at sikre Socialdemokraterne det bedst tænkelige valg. Mit personlige valgresultat er naturligvis væsentligt for om jeg selv bliver valgt ind, men den primære opgave er en ny regering.

- Jeg har aldrig anset det som en selvfølge at jeg kan blive valgt i Sønderborg kredsen. Derfor har jeg investeret meget tid og energi i min kampagne fra den dag jeg blev valgt som folketingskandidat. Nøjagtig som jeg har lovet de mange der stemte på mig i forbindelse med urafstemningen om folketingskandidat i Sønderborg kredsen.

Jeg håber naturligvis at den 13. november bliver en succes for både Socialdemokraterne og mig - og det vil jeg arbejde for hver eneste time der er tilbage af valgkampen.

Læs dagens analyse fra TV-Syd om hvem de forventer bliver valgt i Sydjylland på dette link...

www.benny-engelbrecht.dk

Uacceptabelt at skatteminister ikke har tid

8. Nov 2007 23:13, Benny-Engelbrecht

Venstres skatteminister Kristian Jensen mener ikke han har tid til at sætte sig ind i sagen om at smuglere frit kan køre over den dansk-tyske motorvejsgrænse ved Frøslev om natten. Han siger, at han ikke har haft tid, da han fører valgkamp.

Til TV Syd udtaler Kristian Jensen: ”Jeg vil tage det op, hvis jeg får lov til at fortsætte som minister.”

Udtalelsen kommer alt imens Kristian Jensen i sin travle valgkamp, blandt andet har travlt med at se på køer der bliver malket.
Det er en fuldstændig uacceptabel holdning at have, hvilket jeg i dag har kommenteret overfor TV-Syd.

Se TV-Syds indslag om problemerne ved den dansk-tyske grænse her.

Skal vi bygge en ark

26. Jul 2007 09:34, Benny-Engelbrecht

Der er i denne sommer faldet 255 procent af den nedbør Danmark får på en normal sommer. Det har fået Danmarks Meteorologiske Institut til at konstatere, at det er regntid i Danmark. Samtidig har en rapport fra førende klimaeksperter slået fast at der er en direkte sammenhæng mellem de øgede regnmængder verden oplever og udledningen af CO2. Spørgsmålet man kan stille sig selv er om vi skal til at bygge dæmninger eller arker?
Sandheden er jo at uanset om vi så ændrer vores levevis her og nu, så vil det ikke ændrer de klimaudfordringer vi allerede står med. Vores indsats skal derfor være på to fronter: Den ene er at nedbringe mængden af CO2 der udledes til atmosfæren, den anden er at imødegå de problemer der vil opstå.

regn Vi behøver ikke at frygte oversvømmelser i Danmark, som følge af stigende vandstand i havet – i alt fald ikke på kort sigt. Derimod kan vi se at der er helt andre problemer med vand der skal løses her og nu. Vand der trænger op gennem kloakken i kældre har betydet at rigtig mange danskere er begyndt at investere i tilbageløbsventiler. Det er en ret overkommelig omkostning for den enkelte – og det vil sikkert blive et krav fra forsikringsselskabernes side i løbet af kort tid. Næste skridt er langt dyrere for samfundet, for i mange af landets kommuner halter investeringerne i kloaksystemerne bagefter. Det vil koster milliarder af kroner at sikre kloakker der kan klare de regnmængder der kan komme i fremtiden. De penge har kommunerne ikke i dag og det betyder at der enten skal findes statslige penge til området eller at den enkelte dansker skal betale mere i afgifter.

Det er på tide at den danske regering får udarbejdet en udgiftsanalyse, der viser hvad det vil koste direkte og indirekte at klimaet ændrer sig så dramatisk som det gør i disse år. Men det er jo ikke sikkert at den klimaskeptiske finansminister vil synes at det er en god idé.