Uacceptabelt sløseri i miljøministeriet
21. apr 2008 05:46, Benny-Engelbrecht
I sidste uge skulle folketingets miljøudvalg have haft miljøminister Troels Lund Poulsen i et åbent samråd om en kritisk OECD-rapport. Samrådet måtte imidlertid aflyses fordi ministeriet ikke havde nået at besvare et udvalgsspørgsmål om det emne der skulle holdes samråd om. Det betyder i praksis at udvalgets medlemmer ikke kunne forberede sig på samrådet og det ville derfor blive spild af tid. Det har medført en helt naturlig kritik af ministeren fra indkalderen af samrådet Ida Auken.
Imidlertid står sagen langt fra alene. Hos socialdemokraterne har vi gennemgået sagsbehandlingen hos miljøministeriet og har fundet en bunke af eksempler på utilfredsstillende sagsbehandling. I ikke mindre end 35 tilfælde har ministeriet ikke overholdt tidsfristen for besvarelse af udvalgsspørgsmål når min partifæller og jeg har stillet spørgsmål.
Det er fuldstændig uacceptabelt at ministeriet gang på gang overskrider tidsfristerne – derfor forbereder den socialdemokratiske gruppe i miljøudvalget nu en klagesag til folketingets præsidium.
Det er ikke nyt at ministeriet bliver kritiseret. I begyndelsen af april undskyldte fuldmægtig i miljøministeriet Kristoffer Slotved overfor Flensborg Avis en måneds forsinkelse med ”travlhed og misforståelser”.
Jeg har fuld forståelse for at der kan ske en smutter i ny og næ, men 35 eksempler på et par måneder er ikke i ”ny og næ” – det er tegn på dårlig sagsbehandling. Jeg synes det er en meget pinlig sag for den nye miljøminister, der nu må forventes at forklare sig.
Politiken har i dag sammenregnet alle Miljøministerens forsinkelser. I alt 106 forsinkelser eller det der svarer til 40 % af alle svar, viser deres undersøgelse.
Sagen om de forsinkede svar kommer dagen efter et internt dokument fra ministeriet kom frem også i Politiken. Se mit blogindlæg om dette.
