Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » udvikling
Opret egen blog | Næste blog »

Hvad fik socialdemokraterne ud af rød skole?

8. May 2008 18:11, Benny-Engelbrecht

RoseNår man har et parti med tusindvis af aktive medlemmer, der lever og ånder for politik, så skulle man da være et skarn hvis man ikke udnyttede det potentiale. Da en række københavnske socialdemokrater med Ritt Bjerregaard i spidsen introducerede den såkaldte ”røde skole” virkede det i medierne nærmest som en åbenbaring, noget helt nyt, at medlemmerne skal inddrages i politikudviklingen. Det er så langt fra tilfældet, men formen var anderledes, det anerkender jeg gerne.
I dag holder skolen sidste time med medlemmerne og derfor kan man som socialdemokrat med rette stille sig selv det spørgsmål: Hvad kom der så ud af det?

Jeg var ikke en af de socialdemokrater der fandt det var en god idé at oprette den røde skole – men det skyldes ikke at jeg synes det er en dårlig idé at sætte partiets politik til debat. Tværtimod! Jeg har selv, som nyt medlem af Folketinget efter seneste valg, sat dialogen mellem politikere og medlemmer på dagsordenen. Det har resulteret i at partiet i min kreds har sat debatten i system – sidste gang vi mødtes med et politisk tema på dagsorden var emnet integration. Det var blot en uge inden tørklædedebatten, så da den kom frem følte jeg mig rigtig godt klædt på til debatten i folketingsgruppen og var glad for den løsning et stort flertal i gruppen bakker op om.

Jeg synes især at én ting har været god ved den fokus medierne har givet den røde skole. Det har været tydeliggørelsen af behovet for debat i ethvert parti – og helt afgørende den store forskel der er mellem socialdemokraterne og en række andre partier og deres mangel på inddragelse af medlemmerne. Jeg anerkender gerne at når man er så stort et parti som os, så kan der være lang vej fra det menige medlem formulerer en idé, til den kan ende på dagsordenen i folketingssalen, men muligheden er der og når idéen så langt, er den helt sikkert blevet grundigt gennemarbejdet undervejs.

Jeg var dog meget ked af den indpakning rød skole fik. Selve begrebet ”skole” gav det et indoktrinerende udtryk og hvis der er noget politisk debat skal være, så er det fri og uden rammer. Jeg finder det først og fremmest væsentligt at vi i Socialdemokratiet kan få lov til at formulere tanker med højt til loftet – og valget af ramme i den røde skole, gav indtryk af det modsatte.
Tidligere på året modtog jeg eksempelvis en henvendelse fra en person der ønskede at være medlem af partiet, men han var lidt bekymret, for han vidste ikke hvor længe han skulle gå i skole før han kunne blive optaget. Jeg kunne svare, at hvis han kan tilslutte sig vores værdigrundlag skal han være hjertelig velkommen som medlem, uden en eneste skoledag.

Der er især ét element i den røde skole, der har medført at det har givet uro. Det er det problem at lige så meget af debatten i medierne har handlet om at en af medinitiativtagerne var Ritt Bjerregaard og projektet derfor fik et slags ”oprørselement”. Det har om noget været med til at give projektet modvind. Ritt er naturligvis velkommen til at deltage i politikudviklingen i socialdemokratiet på linie med et hvilket som helst andet medlem af partiet, men hendes markante medietilstedeværelse har gjort at skolen i høj grad er blevet lig med hende. Både for partiet, for Ritt og for resultaterne af den røde skole, havde det været bedre, at den sammenkædning ikke havde fundet sted.

Og det er lige præcis her at den røde skole har fejlet. Som folkene bag den røde skole selv formulerede det i et fromt ønske: ”Håbet er, at debatterne i Den Røde Skole kan udmønte sig i egentlige politiske forslag, som kan give nyt liv til Socialdemokraterne og venstrefløjen.” Lige præcis det kunne ikke lade sig gøre fordi der gik mediekuller i projektet. Jeg vil ikke pege fingre, men blot påpege at et ærligt ønske om mere politisk debat om det socialdemokratiske projekt virkelig er velkomment, men den medievinkel det har fået har desværre været skadelig for partiet.

Rød skole har som sagt sidste møde i dag, men det betyder ikke at debatten og politikudviklingen stopper i socialdemokratiet. Tværtimod. Skal der være en fremtid for politiske partier i Danmark, skal de netop være arnested for udvikling af nye politiske tanker – og ikke bare fungere som rekrutteringsceller for politiker-spirer og kampagneorganisationer.
Jeg er ikke blind for at den traditionelle struktur hvor medlemmerne mødte op til en årlig generalforsamling og der måtte lytte på beretning efter beretning fra menighedsråd, byråd, amtsråd og folketing, ikke holder længere. Debatterne skal naturligvis tages løbende – og det bliver de da også. Men vi kan sagtens blive endnu bedre til det.

Jeg har lagt mig i selen for at holde debatten varm med mit politiske bagland, også på de kontroversielle emner. Det er hårdt arbejde fordi det tager tid, men kun ved hårdt arbejde kan vi sikre at socialdemokraterne efter næste valg igen bliver et regeringsbærende parti og ikke mindst det parti der sætter sig i spidsen for et opgør med blokpolitikken.

www.benny-engelbrecht.dk

Exit Wolfowitz

18. May 2007 09:32, Benny-Engelbrecht

Det er endnu et nederlag for George W. Bush når Paul Wolfowitz den 30. juni træder tilbage som direktør for Verdensbanken. Wolfowitz kaldes en af hovedarkitekterne bag Irak-krigen. Det er med andre ord en kontroversiel person der nu trækker sig fra en af de vigtigste institutioner når det handler om fattigdomsbekæmpelse og udviklingsstrategier.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt at en anonym medarbejder fra Verdensbanken har udtalt til Reuters at ”alle løb ud i gangen og klappede og krammede hinanden, da beslutningen om Wolfowitz' afgang blev kendt.”
Der kan ikke være tvivl om at Verdensbankens medarbejdere ser optimistisk på fremtiden.

Der er tradition for at det er en amerikaner der er direktør for Verdensbanken, men det er en tradition som man nok bør genoverveje. Blandt andet har Japan, der er den største bidragsyder til banken, antydet at man gerne ser at bankens direktør udpeges uden skelen til nationalitet. Det lyder med andre ord som om Bush ikke længere kan få mulighed for at udpege gode venner til store poster.

Hvem kunne man forestille sig kunne give banken ny troværdighed og samtidig sætte mere fokus på Verdensbankens vigtige arbejde? Mit naive, men progressive, forslag er Bob Geldof.
Andre forslag er velkomne...

www.benny-engelbrecht.dk

Bob Geldof ny direktør for Verdensbanken?
Bob Geldof - kunne han blive den næste direktør for Verdensbanken? Copyright www.bobgeldof.com

Snart nyt udseende til weblog

4. Apr 2007 09:44, Benny-Engelbrecht

Efter at have skrevet 251 indlæg på min weblog og efter at disse indlæg samlet er blevet læst mere end 150.000 gange, nærmer vi os at der skal ske noget nyt. Det kommer dog udefra, idet Morten Blinksbjerg Nielsen, der er skaberen af smartlog, systemet bag min blog, er ved at omlægge systemet.

Det giver nyt design og lidt flere muligheder for både brugere og redaktør.
Det er altid interessant når der sker noget nyt - det er lidt ligesom at male stuen og ommøblere. Det er lidt som at flytte, bare uden alt besværet. Der sker noget nyt og man ser på tingene på en ny måde.

Da jeg startede med at skrive politisk weblog for et lille års tid siden, var jeg ret alene. I dag er der kommet mange til, især mine partifæller i Socialdemokraterne. Interessen for at læse med og kommentere er der også og derfor forventer jeg at politiske weblogs er noget der er kommet for at blive. Det brede flertal af danskerne benytter sig endnu ikke af mediet, men en god portion af de der er meget interesserede i politik gør. Det betyder at blog-mediet er godt på vej til at blive et laboratorium for nye politiske idéer. Emner vil fremover kunne udvikles i åbne fora og dermed vil vi opleve en ny slags demokrati.

Faren er imidlertid at vi politikere bliver så fokuseret på mediet, at vi glemmer at der også skal udvikles politik på "den gammeldags måde", ved møder med vælgerne og gennem muligheden for at ringe eller skrive til ens politiker. Det er meget afgørende at weblogs er et supplement til den traditionelle kommunikation ikke et alternativ.

www.benny-engelbrecht.dk