28. Jun 2006 07:00, Benny-Engelbrecht
I dag handler min weblog absolut ikke om politik. Men livet er heldigvis andet og mere end politik. En af mine fritidsinteresser handler om noget så sønderjysk som ringridning. Ikke fordi jeg selv sætter mig på hesten, men fordi jeg som medlem af Ringriderfesten i Sønderborg er med til at gennemføre en del af årets fest.
Nærmere bestemt er jeg formand for den gruppe der tager sig af børneaktiviteter. Her gennemfører vi for tredje år i træk Ringriderfestens Børneland der er et gratis tilbud til børn og deres forældre. Her er der en række spændende aktiviteter i festens fire dage fra den 7. juli til den 10. juli.
Fordi det i år er Sønderborgs 750 års jubilæum gennemfører vi som noget helt særligt et forsøg på at slå en verdensrekord. I samarbejde med LEGO, UNICEF Danmark, Sønderborg kommune og en lang række lokale virksomheder, vil Ringriderfesten for børn fra nær og fjern til at bygge et tårn, alene i LEGO klodser. De penge der samles ind undervejs - primært fra lokale virksomheder - vil gå ubeskåret til UNICEF Danmarks arbejde.
Projektet har vi i børnegruppen arbejdet hårdt med i de sidste halvandet år, så nu ser vi med optimisme frem mod næste weekend 7. - 10. juli hvor det hele løber af stablen. Der mangler endnu et par løse tråde hist og her, men i sidste ende ved vi det nok skal lykkes.
Den bestående verdensrekord for verdens højeste LEGO tårn står i øvrigt på 28,19 meter. Rekorden er sat i Californien i begyndelsen af 2005, så nu kan vi være med til at få den hjem til Danmark.
Mere information om UNICEF kan findes på dette link: http://www.unicef.dk/script/site/page.asp?Cat_ID=37&artID=647
Mere information om Ringriderfestens Børneland og det store LEGO tårn projekt kan findes på www.borneland2006.dk
Mere information om Ringriderfesten i Sønderborg kan findes på www.ringriderfesten.dk
Til slut vil jeg blot opfordre børn og barnlige sjæle til at komme og deltage i årets fest. Det bliver garanteret sjovt!